Troels Bech: Aab er en stor skalp at tage

OB jagter sin første sejr i denne sæson. Men det bliver ikke nogen nem opgave, selv med hjemmebanefordel, for gæsterne er de forsvarende mestre fra Aab.

Fredagstræningen indeholder både let spil og taktik - og så giver Troels bech sine spillere en lille peptalk op til mødet med Aab.

For med to nederlag i baggagen til Hobro og Vestsjælland skal fokus være knivskarpt.

- Det er en af de helt store skalpe at tage, danmarksmesteren, og det vil også kunne give os noget af den luft under vingerne. vi mangler fra de første to runder. Det er altid godt at vinde - og også på hjemmebane - og der er få kampe der er bedre end mod mestrene, siger cheftræner Troels Bech.

Når OB går på banen mod Aab i morgen, skal der kæmpes for sejren, og så er det mindre vigtigt, hvordan det ser ud, mener Rasmus Falk:

- Der skal noget vilje i det og noget hjerte idet. Det behøver ikke være så pænt i morgen, det handler bare om at vinde kampen og få tre point.

Mangler stadig en angriber

Falk har mistet en vigtig angrebsmakker i Bashkim Kadrii, der er skiftet til FCK, og endnu er der ikke kommet en ny erstatning for ham i OBs angreb.

Men Troels Bech forsikrer, at det er noget, man knokler intenst med at få løst.

- Der er eddermame meget arbejde, og der er rigtig mange fugle på taget. Vi mangler lige at få den ene i hånden, siger træneren.

Så Troels Bech må forlade sig på de spillere, han har nu. Forsvaret skal være skarpere end i de to foregående kampe, og så skal Rasmus Falk, Emil larsen og de andre oppe foran være mere produktive, når chancen byder sig.

- Vi behøver ikke nødvendigvis at vælte os i chancer for at vinde, men det er afgørende, at de andre ikke gør det. Dertil kommer selvfølgelig, at vi er nødt til at have nogle flere afslutninger, end vi har præsteret i første runde, siger Troels Bech.

OB tager imod Aab klokken 17 i Odense.

Oversigt

    Oversigt