Udsigt til lun weekend og septembersol

Weekenden byder på sol og varme til fynboerne. Men det lader også til, at resten af septembers dage bringer højere temperaturer end normalt for årstiden.

Fynboerne vil lørdag opleve sol, tørt vejr og temperaturer op mellem 15 og 18 grader og svag til let vind mest omkring sydvest. Og det samme gælder i morgen søndag. Så altså en weekend med flot vejr til en sen skovtur eller en tur i haven.

Og det ser ifølge DMI ud til, at resten af måneden byder på septembersol og varme.

- Alle prognoser er enige om, at september slutter af med et stort, stabilt højtryk over store del af Europa, siger meteorolog Jesper Eriksen på dmi.dk.

- Der bygger en højtryksblokade op, som ser ud til at holde lavtryk og fronter på afstand for et stort geografisk område i en længere periode.

Højtrykket dominerer vejret over det meste af kontinentet bortset den nordlige del af Skandinavien og det sydøstlige hjørne af Europa.

- Hvis det holder stik, får vi en periode med en meget lunere luftmasse over landet end normalt for årstiden, forklarer meteorologen.

- Temperaturen ved jordoverfladen, hvor vi befinder os, afhænger dog af, hvor meget sol der får lov at komme helt ned til os. Det er endnu usikkert, men kommer solen frem, er der udsigt til rigtigt høje temperaturer for årstiden.

Oversigt

    Oversigt