Udspil præsenteret i februar: Tiltag mod vanvidsbilisme trækker ud

I februar præsenterede regeringen et udspil, der skulle hjælpe med at komme vanvidsbilisme til livs. Corona-krisen har udskudt forhandlingerne, men nu kræver retsudvalgets formand handling.

Vanvidsbilister kørte ræs på Rugårdsvej og endte med at køre frontalt ind i en tilfældig billist. Hændelsen har fået flere politikere til at kræve handling.

Allerede tilbage i februar præsenterede regeringen et udspil, der netop har til formål at komme vanvidsbilisme til livs. Men siden da er der intet sket.

Formand for retsudvalget Preben Bang Henriksen (V) håber, der snart sker noget.

- Det var glimrende forslag, som skulle sættes iværk. Det har vi ikke set, men lad os endelig få dem i gang hurtigst muligt. Det er beklageligt, det ikke er sket før, siger retsudvalgsformanden.

Udspillet består af i alt ni initiativer, der skal styrke politiets muligheder for at sætte hurtigt og hårdt ind mod vanvidskørsel.

Corona forsinker forhandlinger

På grund af corona-krisen blev forhandlingerne om udspillet udskudt. Derfor efterlyser Henning Hyllested, der er medlem af folketinget for Enhedslisten, tålmodighed.

- Regeringen havde ikke nogen intention om, at vi ikke skulle have forhandlet og gennemført det her inden sommer. Jeg synes, man må have forståelse for, at der er sket en hel masse under corona-krisen. Det har så også medført et større antal vanvidskørsler. Men om tre måneder sidder vi i forhandlinger og vedtager et lovforslag. Så, ro på, lyder meldingen fra Henning Hyllested.

Uheldet på Rugårdsvej, der var resultat af vanvidsbilisme, skete lørdag den 11. juli. Fænomenet vækker stor bekymring hos Fyns Politi.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, man ligger og kører så stærkt, og bringer både eget og andres liv i fare, sagde chefpolitiinspektør ved Fyns Politi Lars Bræmhøj til Tv 2/Fyn i søndags.

Under coronakrisen er antallet af vanvidsbilister firdoblet.

- Det er en stærkt uheldig tendens og vores håb er selvfølgelig, at alle snakker med hinanden om, at det her er socialt uacceptabelt, og man på den måde forsøger at reducere den tendens til ingenting igen, sagde chefpolitiinspektøren.

Oversigt

    Oversigt