Uretmæssig fyring giver ni måneders løn

En arbejdsgiver må nu til lommerne og betale en godtgørelse på 199.980, efter et HK-medlem blev fyret dagen efter, hun vendte tilbage fra forældreorlov.

Når en arbejdsgiver vælger at fyre en medarbejder dagen efter, hun vender tilbage fra forældreorlov, og i stedet for lader barselsvikaren blive, så er det i strid med ligebehandlingsloven.

Det koster 199.980 kroner - svarende til ni måneders løn.

Det vurderer Retten i Odense i en ny dom.

Sagen drejer sig om en kvinde, der var ansat i et bogholderi.

Orlov var aftalt med chefen

Da kvinden blev gravid, blev der hyret en vikar, som hun lærte
op, før hun gik på barsel.

Da hun kom tilbage efter endt barsel, var der ikke så travlt i virksomheden, så derfor aftalte hun at afholde forældreorlov med sin arbejdsgiver.

Dagen efter hun vendte tilbage på fuld tid, fik hun en fyreseddel.

Retten slog fast, at arbejdsgiveren ikke kunne give nogen saglig grund på, hvorfor det var det kvindelige HK-medlem og ikke vikaren, der blev fyret. Derfor var fyringen i strid med loven om ligebehandling.

Oversigt

    Oversigt