For efterskoler i Vestjylland, Nordjylland og Bornholm bliver mandag 1. marts en god dag. Her må eleverne nemlig igen vende tilbage og indlogere sig på skolerne.
Men på Fyn og i resten af landet må eleverne vente.
- Vi er utilfredse. Vi ved godt, der er nogle efterskoler, der åbner nu, og det synes vi simpelthen er så fint. Det er en god start, men det, vi ikke forstår, er, hvorfor nogle efterskoler kan åbne og ikke alle, siger Lærke Bjerre Siebken, der går på danselinjen på Glamsdalens Idrætsefterskole på Fyn.
Udsigten til ikke at komme tilbage på efterskolerne i hele landet fik onsdag en anden elev, Joachim Piil Asklund, til at oprette Facebook-begivenheden 'Efterskoleelever tilbage på skolerne NU!', hvor han opfordrer til, at eleverne dropper deres onlineundervisning.
En opfordring som Lærke Bjerre Siebken valgte at følge.
- Hvis vi kigger på vores egen efterskole, har vi folk fra Bornholm, Langeland, Sjælland, Jylland og Fyn. Vi har sådan set elever fra hele Danmark, og det ved jeg, at de efterskoler, der åbner nu, også har. Vi vil vise og sige, at vi synes, det er super uretfærdigt, at kun nogle efterskoler kan åbne. Vi har snart været hjemsendt i tre måneder, og det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, når vi i forvejen kun har et år, siger hun.
Facebook-begivenheden har torsdag eftermiddag 6.000 medlemmer.
Unge bruger deres stemme
Thomas Madsen, der er forstander på Glamsdalens Idrætsefterskole, er splittet omkring sin holdning til elevernes boykot af undervisningen. For han vil selvfølgelig gerne have, at eleverne bliver undervist, men han har også stor forståelse og fuld respekt for elevernes opråb.
- Jeg synes faktisk, at det er helt okay, at vi i et demokrati som Danmark giver vores mening til kende. Selvom efterskoleelever helt generelt ikke har stemmeret, så har de stadig ret til en stemme. Og jeg synes, det er så fint, at ungdommen siger, at de er uenige, siger forstanderen.
De Konservatives undervisningsordfører, Mai Mercado, mener heller ikke, man kan fortænke de unge i at give udtryk for deres frustration. Hun er helt enig med efterskoleleven Lærke Bjerre Siebken i, at der ikke er logik i at holde nogle af efterskolerne lukkede, når eleverne kommer fra hele landet.
- Så det bliver jo en barok situation. Jeg synes i stedet, at man skulle sørge for hyppige tests, at man lod sig isolere på efterskolen, og at lærere også lader sig teste hyppigt, så man kan have en social boble, siger hun til TV 2 Fyn.
Mai Mercado køber ikke regeringen argument med, at det er for svært at skabe en social boble på skolerne, hvis man gør hyppige tests til et krav. De unge går glip af for meget til at det kam forsvares at holde dem hen et par uger endnu, lyder det.
- Hvis man tænker tilbage på et efterskoleophold, så er tre måneder en evighed i et ungt menneskes liv. De går glip af fællesskab, kammerater og fantastiske oplevelser. Jeg tror enhver kan sætte sig ind i, at det savn og det fællesskab skal vi hurtigst muligt kunne give tilbage, siger hun.
Ekstra hudsultne
Tilbage på Glamsdalen
s Idrætsefterskole har man da heller ikke planer om, at elevernes strejke skal få konsekvenser.
Derimod har Thomas Madsen fuld fokus på eleverne og deres tilbagevenden til skolen.
- Efterskoleverdenen handler om relationerne, og når vi sidder bag skærmene, mangler vi den dimension og nærhed. Eleverne mangler krammet. Den der hudsult som vi måske oplever, den oplever de i hvert fald i måske ekstra stor grad. Så vi kryder fingre for, at vi kommer med i næste genåbning, siger Thomas Madsen.
Et flertal i Folketinget håber på allerede 15. marts at kunne åbne højskoler og efterskoler. Sådan lød det fra justitsminister Nick Hækkerup (S) på onsdagens pressemøde.