Vaccinestatus på Fyn: Flere fynske kommuner mangler vacciner

På tværs af Fyn har plejehjemsbeboere fået første vaccination mod covid-19. Inden længe skal kommunerne i gang med at vaccinere næste gruppe borgere.

Stort set alle beboere på de fynske plejehjem har fået den første vaccination mod covid-19.

Det meddeler kommunerne, hvoraf mange nu er klar til at gå i gang med at vaccinere borgere, der er over 65 år og får både personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet. Men kommunerne har færre vacciner end forventet, og derfor må kommunerne prioritere, hvem der skal vaccineres hvornår. 

- Den største udfordring lige nu er, at man kun kan få tider i det omfang, der er vacciner. I torsdags havde vi for eksempel ingen tider, fordi vi ikke havde vacciner, siger sundhedschef i Svendborg Kommune Anne Højmark Jensen.

Selvom kommunernes vaccinationsplan følger retningslinjerne fra Statens Serum Institut (SSI) og Sundhedsstyrelsen er der dog forskel på, hvordan kommunerne har grebet det an. For eksempel har Assens Kommune valgt at tilbyde vaccinen til al plejepersonale på plejehjemmene, mens kun dele af personalet er blevet tilbudt vaccinen i Kerteminde og Svendborg kommuner. 

Syge ældre mangler vaccinen

I Assens Kommune er der nu vaccineret 321 plejehjemsbeboere og cirka 150 medarbejdere.

- Det er stort set alle, men vi mangler måske et par håndfulde, som kommer med i næste runde, siger Signe Lunn Walls, der er afdelingsleder for Ældre og Sundhed i Assens Kommune. 

Dermed er det kun de nye plejehjemsbeboere og de borgere, der enten har været syge eller indlagt, der mangler at få vaccinen. 

- Næste gruppe er borgere, der modtager personlig pleje eller praktisk hjælp i hjemmet, så der følger vi planen. Vi ved ikke præcist endnu, hvornår det er - vi kender ikke tidsplanen, siger afdelingslederen. 

Nye stikkes mandag

I Kerteminde Kommune er man nu i gang med at vaccinere borgere, der får hjælp i eget hjem. Alle beboere på plejehjemmene har fået første skud vaccine.

Derudover er nogle af medarbejderne vaccineret første gang. 

- De er de medarbejder, der var på vagt den pågældende dag, hvor der blev vaccineret. Medarbejderne har ikke fået endnu, men vi følger listen fra SSI, hvor de er med i fjerde runde, siger chef for Sundhed, Handicap og Rehabilitering, Bente Fournaise. 

Den største udfordring lige nu er, at der mangler vaccinationer.

- Prioriteringen er skærpet i forbindelse med, at der ikke kommer helt så mange vacciner, som vi havde regnet med, siger Bente Fournaise. 

I Middelfart Kommune er alle plejehjemsbeboere vaccineret, og fra på mandag forventer man at kunne begynde at vaccinere borgere i eget hjem, fortæller sundhedschef Jeanette Rokbøl, der dog understreger, at der kan ske ændringer. 

1.240 vaccineret i Svendborg

I Svendborg Kommune kunne man fredag den 8. janur sætte flueben ved første vaccinationsrunde på plejehjemmene. Omkring 762 beboere og 478 medarbejdere har fået første stilk. 

- Så skal vi i gang inden længe med at vaccinere anden gang på plejecentre, både borgere og det personale, der var på job første gang - de fik også sidst - skal alle have anden gang. Når man ikke vaccinerer alle på en gang, er det for at undgå eventuelle bivirkninger, der kan lægge os ned, siger sundhedschef Anne Højmark Jensen. 

Udover de ældre, der får hjælp i eget hjem, er personale i særlig risiko eller som varetager særlige funktioner på bosteder, i hjemmeplejen og på sundhedsområdet. 

Også på Ærø har plejehjemsbeboerne modtaget deres første vaccinedosis i overarmen. Det næste stik forventes givet i slutningen af januar.  I alt er 154 personer blevet vaccineret, hvoraf 88 er beboere på plejecentre. 

- Vi har vaccineret en del af medarbejderne, da der blev vaccineret på plejehjemmene, siger ældre- og sundhedschef Marianne Møller. 

Langeland, Nordfyns, Nyborg, Faaborg-Midtfyn og Odense Kommuner er ikke vendt tilbage på TV 2 Fyns henvendelse. Status i disse kommuner er derfor ukendt.

Oversigt

    Oversigt