Hvis du som Ulrik Mørk har vand i kælderen, fordi grundvandet er steget i takt med de seneste ugers regn, skal du ikke regne med, at din forsikring dækker.
Det er situationen for Ulrik Mørk på Hesteskoen i Sanderum. Her pumper kloak- og slamsugningsfirmaet Slamson store mængder vand ud af krybekælderen.
Tirsdag vågnede Ulrik Mørk op til 20 centimeter vand i krybekælderen.
- Vi opdagede det ved, at der i viktualierummet lige ved siden af var en lille smule vand. Så var vi klar over, at den var gal i krybekælderen, fortæller Ulrik Mørk.
Det er første gang i 20 år, at der er vand i Ulrik Mørks krybekælder. Han ved ikke, hvorfor vandet er trængt ind i kælderen, men han har en god idé om, hvad der er sket.
- Jeg ved det ikke med sikkerhed, men der er meget stor sandsynlighed for, at det er al den nedbør, der er kommet, siger Ulrik Mørk.
Han vurderer, at regnvandet lægger sig som et nyt lag, og at det højst sandsynligt er det, der siver ind.
Det kan gøre noget ved husets værdi
Ulrik Mørk frygter for fremtiden. Ikke kun for at der skal komme vand ind, men også for, at det kan skabe fugt i huset.
- Hvis det fortsætter med at være der, kan der ske skade. Det har også noget at gøre med husets værdi på længere sigt, og dér er det ikke så smart, at der en krybekælder, hvor der kommer vand ind indimellem.
- Går der 20 år igen, så går det nok, men med alt det nedbør, der har været de seenste par år, og det vi hører, kan det jo godt være, det fortsætter og bliver et vedvarende problem, siger Ulrik Mørk og har allerede overvejet mulighederne.
- Det kan være, jeg bliver nødt til at lave en løsning, men der må jeg rådføre mig med nogle ingeniører og kloakfolk, der kan hjælpe med det, siger Ulrik Mørk.
Nye dækninger
I første omgang vil Ulrik Mørk kontakte sin forsikring for at høre, hvordan den stiller sig til hans problem med vand i krybekælderen.
Umiddelbart skal han dog ikke regne med en økonomisk håndsrækning udløst af sin forsikring. De fleste har ikke forsikret sig mod indtrængende vand fra undergrunden.
Lige præcis opstigende undergrundsvand dækker hverken den almindelige forsikring eller Stormrådet.
Per Haulund, police- og skadesdirektør hos GF Forsikring, oplyser til TV 2/Fyn, at der i øjeblikket er pres på telefonerne med en stigning af opkald, der nærmer sig 50 procent.
Ifølge direktøren drejer den ekstra travlhed sig om de store nedbørsmængder, stormskader på bygninger, grunde der står under vand og opstigende grundvand.
Og netop det sidste rammer gråzonen mellem traditionelle forsikringer og muligheden for erstatning via Stormrådet.
Således kan Ulrik Mørk ikke forvente at få dækket skaden i sin krybekælder.
- Så må jeg punge ud og ærgre mig over det. Jeg kan ikke gøre andet.
Men forsikringernes dækning ændrer sig i takt med vejret.
- Vi har lavet en ny dækning med udvidet vandskade. Den dækker, at det regner ind gennem taget, uden der er en stormskade. Og så dækker den opstigning af grundvand, siger Per Haulund.
Ulrik Mørk satser på, han slipper med skrækken i år, men føler sig ikke sikker.
- Jeg håber, at det bliver normalt de næste mange år, siger han.