Danmarksserieholdet Vanløse IF skal op imod superligaklubben OB i 1/8-finalen i fodboldens pokalturnering, der officielt hedder DBU Pokalen.
Vanløse er det lavest placerede hold, der er sikker på at være mellem de 16 bedste. I den kommende uge kan de dog blive overgået af Esbjerg IF92, hvis jyllandsseriemandskabet vinder lokalopgøret mod "storebror" Esbjerg fB.
Dermed får OB endnu en på papiret overkommelig opgave efter at have mødt 2. divisionsholdet Hvidovre i den seneste runde. Den kamp vandt fynboerne hele 7-3.
Lodtrækningen gav desuden et nyt pokalmøde mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland. De to hold stod over for hinanden i finalen i både 2010 og 2011. Begge gange med FC Nordsjælland som vinder.
Her er lodtrækningen til 1/8-finalerne:
Brøndby - Silkeborg
Hjørring eller Sønderjyske - FC København
FC Nordsjælland - FC Midtjylland
Otterup eller Horsens - HIK eller HB Køge
Esbjerg IF92 eller Esbjerg fB - Brønshøj eller AaB
Vanløse - OB
Vejle Kolding - Randers FC
Lyngby - AGF.