Vil tage del af skraldet for shitstorm mod Hønge: - Jeg bad ham blive, fordi jeg havde brug for ham

SFs Karsten Hønge kom i voldsom modvind, da han i 2019 droppede det EU-mandat, han blev valgt til, til fordel for en plads i Folketinget. Men nu kommer partifællen Jacob Mark ham til undsætning i sin nye bog.

Den ene er 31 år gammel, den anden er 64.

Men de har et venskab, der rækker ud over at dele partibogstaver.

Vi møder Karsten Hønge og Jacob Mark i Samtaleværelset på Christiansborg, hvor de begge sidder i Folketinget for SF.

Vi sidder her på grund af Jacob Marks nye bog, Fartblind, der sætter ord på den personlige krise, han har været igennem med stress, der nær kostede ham synet. For i bogen fortæller Mark om et forløb i SF, som fik partifællen Karsten Hønge ud i en regulær shitstorm tilbage i 2019.

For det har Jacob Mark haft brug for at skrive om.

- Jeg føler ikke, det er min skyld alene. Men jeg kan jo sige, at jeg kom og sagde faktisk undskyld til Karsten efterfølgende. Fordi jeg holder meget af Karsten, og jeg kunne ikke lide at se at Karstens integritet blev beklikket.

Hvad der skete, og hvorfor Jacob Mark sagde undskyld, vender vi tilbage til.

For vi starter ved bogen.

En ny diskussion?

Ifølge Jacob Mark fortalte han først Karsten Hønge om kapitlet i bogen, da bogen var sendt i trykken.

- Da jeg fortæller, at jeg har skrevet om episoden her, der bliver du nærmest ... Du får nervøse trækninger og ser nærmest lidt arrig ud på mig. Fordi det var super ubehageligt, og du vil ikke have rippet op i det igen, siger Mark til Hønge, der sidder ved siden af og lytter.

Der var da også betænkeligheder, inden Karsten Hønge sagde ja til at sætte sig i stolen sammen med partifællen til en snak med TV 2 Fyn.

- Det åbner jo igen for en flanke af kritik mod dem, som ikke skal have kritik. Nemlig partiet. Men jeg er jo også bekymret for, om det her nu starter en ny diskussion. Det er ikke mange, der kan forestille sig, hvor mange henvendelser jeg har fået på den her sag, siger han og giver eksempler:

- Personlige sms'er. Opkald om natten på telefonen. Henvendelser til mine børn. Om mine børn.

Men nu sidder han her sammen med Jacob Mark.

En svær beslutning

I 2019 valgte SF at opstille Karsten Hønge til både EU-parlamentsvalget og Folketingsvalget. 

Den kendte profil skulle hjælpe med at sikre stemmer til SFs mandat i EU-parlamentet, som Magrethe Auken gerne skulle genvælges til.

Men på valgdagen går SF frem og får i alt to mandater. I bogen beskriver Jacob Mark situationen:

"Vi havde ikke forestillet os, at vi skulle gå så meget frem, og nu stod vi så med dilemmaet:  skulle Karsten tage afsted og efterlade SF uden en af sine mest toneangivende politikere?

Eller skulle han blive hjemme (i Folketinget, red.) og tage den storm, der ville komme, hvis han sagde nej til noget, som man egentlig var blevet valgt til?"

Mark husker tydeligt mødet, hvor han med egne ord gik "i det arrige mode, som han har, men som mange ikke kender".

- Vi sidder på Pia Olsen Dyhrs kontor. Karstens indstilling og sådan set også Pias indstilling er, at Karsten skal afsted (til EU, red.) og gøre det, der heller ikke vil udløse en shitstorm.

Men Jacob Mark var uenig.

- Jeg var meget insisterende om at Karsten skulle blive hjemme, og det var fordi jeg reelt set mente, det ville være et tab for SF. Men det ville også være et tab for mig, fordi jeg følte mig meget ensom der og vidste godt, jeg ikke havde det så godt. Men jeg var ikke klar til at tale om det og indrømme det.

quote Karsten var en af de få, jeg kunne betro mig til. En af de få, som jeg faktisk følte passede på mig. Skulle jeg miste ham på et tidspunkt, hvor jeg havde det ad helvede til?

Citat fra bogen 'Fartblind'

Han understreger, at Karsten Hønge "ikke lige er typen, man bestemmer over". Men han oplevede, at hans ord betød noget, siger Mark.

Karsten Hønge; at Jacob Mark bad dig om at blive, var det dét, der i sidste ende afgjorde det?

Karsten Hønge kigger over på Jacob Mark og tager tilløb til at svare.

- Du havde ikke taget den beslutning, hvis jeg ikke havde rådgivet dig til det. Du havde jo en indstilling, der hed du skulle afsted. Så du kan lige så godt svare ærligt, bryder Jacob Mark ind.

- Jamen, det var det ja, siger Karsten Hønge, mens han giver en "knuckle" på skulderen af Jacob Mark.

De kigger begge ud i luften.

- Det var det sgu, siger Jacob Mark.

En kammerat

De to partifæller har en særlig relation.

- Ligesom Jacob siger, hvad jeg betød for ham, så har Jacob også betydet utrolig meget for mig. For du er helt usædvanligt menneske, siger Karsten Hønge.

Han vidste dengang i 2019 godt, at Jacob Mark som daværende gruppeformand efter folketingsvalget ville stå over for en svær opgave med en forstørret, men ung og uerfaren folketingsgruppe.

- Jeg tænkte før mødet: Det kan du sagtens klare. Men når du så alligevel sagde, hvor meget du havde brug for at have en kammerat til at være med til virkelig at få det projekt med SF banket afsted, jamen så ændrer jeg mening på mødet, siger han og kigger på Mark.

- Det er også vigtigt at slå fast, at det er mig, der ændrer min mening. Det er ikke noget med nogen konsekvenser. Jeg kunne jo bare have taget til EU, understreger Hønge.

Hvorfor sagde I det ikke udadtil i 2019 - det kunne folk sikkert godt have forstået?

- Nej, men der vil jeg så sige, at der er det også vigtigt for mig, at vi holder helt tæt om det her. Fordi på det tidspunkt kunne det skade SF i den her situation, siger Karsten Hønge.

- Hvis jeg begyndte med at sige: "Arrh, men der var også noget med....",  hvem ringer pressen så til?, spørger Karsten Hønge og svarer ved at pege hænderne i retning mod Jacob Mark i stolen ved siden af.

- Det går ikke. Der skal man skærme sit parti.

Fortryder taktikken

I dag er de begge enige om, at det var en fejl at opstille Karsten Hønge til to valg på samme tid.

- Herinde på Christiansborg er det jo helt okay at opføre sig taktisk overfor de andre partier og overfor politiske processer. Men det er jo aldrig okay at opføre sig taktisk over for vælgerne, og det var det, vi gjorde.

Hønge fortsætter, mens Jacob Mark nikker ved siden af:

- Det er jo her en fejl, vi begår, og det kommer vi ikke uden om. Det har vi så til gengæld også lært dybt af i hele partiet. Den slags processer, det kommer aldrig til at ske igen, slår han fast.

- Jeg havde virkelig brug for at bede Karsten om det, jeg gjorde. Vi skulle bare aldrig have bragt os i den situation, at det var nødvendigt, at jeg skulle bede ham om det, siger Jacob Mark.

Jacob Mark, hvad vil du sige, hvis man tænker, at det er en smart kobling af de her to ting - en upopulær beslutning i 2019 med en meget sympatisk og personlig fortælling?

- Jeg er orienterede ham ikke om, at jeg skrev det. Det var først, da bogen var trykt, at jeg fortalte om det, siger Jacob Mark.

- Hvad du også blev lidt nervøs over, siger Mark til Hønge i stolen ved siden af. Dog har han nu tilgivet ham for at tage kapitlet med.

Det er den ene del. Jacob Mark mener også, at man skulle gøre noget helt andet, "hvis man endelig skulle være smart".

- Det politikere normalt ville gøre, ville ikke være at nævne en dårlig sag, der fyldte så meget dengang. Det ville man da ikke have op til overfladen igen. Men jeg syntes bare, det gjorde nas, siger han.

Forløbet med shitstormen mod Hønge var ifølge Mark en del af det, der gjorde, at det "tippede" for ham i den periode. 

- Det gjorde så ondt at se Karsten, som jeg mener er en af dem herinde med højest integritet, blive slæbt igennem det der. Dengang var jeg ikke lige et sted, hvor jeg var klar til at tage kuglerne sammen med ham. Det er jeg i dag.

Oversigt

    Oversigt