Normalt åbner Danmarks Fuglezoo i Tommerup skærtorsdag, og det har de gjort siden parken åbnede i 1976.
Men i 2013 har den sene vinter udskudt sæsonen med flere uger til torsdag 11. april.
Årsagen er, at mange af de mere eksotiske fugle ikke kan tåle at komme ud i så koldt vejr, som det har været.
Desuden hindrer frossen jord færdiggørelse af et nyt anlæg til skandinaviske fugle.
Rent økonomisk er skaden begrænset, da der alligevel ikke er så mange besøgende den første tid.
Men direktøren for Danmarks Fuglezoo, Hans Åge Hjeresen, ærgrer sig over at fuglene kommer så sent ud i solen og over at skuffe de faste gæster, som plejer at komme.
Danmarks Fuglezoo udstiller 700 til 800 fugle og har op mod 15.000 gæster hvert år.