En del af skroget fra en dansk trimaran er dukket op tirsdag ud for den franske kyst, selvom de franske myndigheder troede, hele båden lå på bunden af Atlanterhavet.
En fiskerbåd fandt midterskroget til båden 20 kilometer ud for Point de Penmarch, men der er ikke spor efter de tre mænd fra Fyn, der fortsat savnes, skriver flere franske medier onsdag.
Skroget er nu bugseret ind til havnen i Saint-Guénolé, hvor de franske myndigheder håber, at en undersøgelse kan give svar på, hvad der er sket med de savnede danskere.
De savnede er Jakob Wind-Hansen, 54, Jonas Benjamin Duelund, 34, og Nguyen Tam Khuu, 33. De er alle tre fra Odense.
- Vi prøver at danne os et billede af, hvem de er og af deres tur. Men desværre har vi endnu ikke hørt nyt fra de franske myndigheder om dem, sagde vicepolitikommissær Carsten Arentoft Andersen, Fyns Politi, til Ritzau tidligere i eftersøgningen.
Mændene var om bord på en 10 meter sejlbåd af typen trimaran Multi Hull, da den forliste. Båden ejes af den ene af de tre sejlere, der ifølge politiets oplysninger er en meget erfaren sejler.
Båden stod den 22. september ud fra den franske by Brest, men først den 29. september fik de franske myndigheder en anmeldelse om, at trimaran en var fundet drivende 60 sømil (godt 100 kilometer) sydvest for Brest.
I båden fandt de franske myndigheder papirer med navn og adresse på de to ældste af mændene.
Det førte til en henvendelse til Søværnets Operative Kommando, der kontaktede Fyns Politi. Politiet satte gang i en eftersøgning af mændene hjemme hos dem selv og hos deres familier.
Et familiemedlem til den sidste af de savnede henvendte sig til politiet, fordi den 33-årige skulle være ankommet til Billund, men aldrig dukkede op.
De franske myndigheder har overfløjet området for at finde spor af de savnede. Siden er eftersøgningen fortsat fra skibe i det stærkt befærdede farvand. Men hidtil er der ikke fundet spor af de tre sejlere.
Tidligere har en talskvinde for de maritime myndigheder på den franske atlanterhavskyst oplyst, at mændene formentlig er døde, fordi der er gået så lang tid.
Ifølge talskvinden kan man kun overleve godt et døgn i vandet i det område af Biscayen, hvor vandtemperaturen er omkring 15 grader.