93-årige Ingvar døde i sommer, efter han blev fundet – nedkølet og kun iført hospitalstøj – i perlestenene under en hæk tæt ved sit plejecenter, Tines 92-årige farmor levede i sengetøj smurt ind i afføring og med en opvask, der hobede sig op, mens Jens efter lang tids kamp nu passer sin kone derhjemme, fordi han er dødtræt af kommunens indsats.
Ældreplejen på Fyn er presset.
Men hvordan kan vi gøre det bedre for vores ældre? Det spørgsmål forsøgte fremsynede mennesker torsdag eftermiddag at besvare
Der var samlet et panel af mennesker, der har fundet nye veje og lige nu eksperimenterer med en anden slags ældrepleje. Og så blev social- og ældreminister Astrid Krag (S) spurgt, hvad hun egentlig har tænkt sig at gøre ved de mange nuværende og kommende udfordringer i ældreplejen.
Se hele debatten
Hvem skal passe farmor?
Indtil sidste år har der altid været flere børn og unge end ældre i Danmark. Men i år tipper det, og i de kommende år vil forskellen vokse markant, lyder det fra Kommunernes Landsforening.
Men hvem skal så passe farmor? Det spørgsmål rejser Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn, og denne uge stiller vi derfor skarpt på den fynske ældrepleje.
Allerede nu råber pårørende, borgere og kommuner højt, fordi der mangler hænder til at tage sig af de mange ældre. Om ti år vil der være over 55 procent flere ældre over 80 år i de fynske kommuner, mens der bliver færre mellem 18 og 64 år, der kan passe vores ældre.
Og her lander vi direkte ned i kernen af problemet. Kommunernes Landsforening vurderer, at der skal uddannes 3.000 flere SOSU’er om året de næste 25 år.
Gør vi ikke noget ved det nu, vil problemet kun blive større i fremtiden, siger eksperter. Hos Fyens Stiftstidende taler eksperter lige frem om en tikkende bombe under velfærden.