Ballade i Venstre: Formand og byrådsmedlem skifter parti

Debatten om fremtiden for fjernvarmen i Kerteminde får nu et politisk efterspil i partiet Venstre. I en pressemeddelelse skriver formanden og et af partiets to byrådsmedlemmer, at de skifter til Liberal Alliance.

Bo Sandberg nåede kun at være formand for Venstre i Kerteminde i et års tid, og Bettina Eriksen nåede kun at repræsentere partiet i Kerteminde Byråd i et år. 

Onsdag meddelte de i en fælles pressemeddelelse, at de skifter parti.

- Vi savner en klar, liberal, borgerlig stemme i Kerteminde Kommune, og det har vi nu taget konsekvensen af, skriver byrådsmedlem Bettina Eriksen, tidligere Venstre, og tidligere formand for Venstres vælgerforening Bo Sandberg.

De to nu tidligere medlemmer af Venstre røg uklar med kræfter i partiet, da de begge gik aktivt imod Kerteminde Forsynings planer om at bryde med Fjernvarme Fyn og i stedet etablere en selvstændig og lokal fjernvarmeproduktion.

Som medlem af bestyrelsen for Kerteminde Forsyning sendte Bettina Eriksen en såkaldt bekymringsmail til kommunaldirektøren og borgmesteren, hvor hun stillede spørgsmål til det retsmæssige grundlag for Kerteminde Forsynings planer om at løsrive sig fra Fjernvarme Fyn.

Samtidig stillede Bettina Eriksen spørgsmål ved formanden og partikollegaen Hans Luunbjergs habilitet i sagen.

Frikendt af advokatundersøgelse

Som formand for Venstre i Kerteminde var Bo Sandberg ligeledes kritisk over for forslaget om at stable en selvstændig fjernvarmeproduktion i Kerteminde på benene. 

Og i lighed med Bettina Eriksen, var han betænkelig ved den tidligere borgmester Hans Luunbjergs rolle som formand for Kerteminde Forsyning.

- I det øjeblik man arbejder med en strategi, og taler om at gøre sig fri af Fjernvarme Fyn, så skal man have nogle andre producenter. Hvis de andre producenter i teorien kan blive selskaber, som formanden ejer, så synes jeg, at vi har nogle ting, vi skal kigge ind i og forhold os til, sagde han til TV 2 Fyn den 9. december sidste år.

En advokatundersøgelse bestilt af Kerteminde Forsyning vurderede få dage efter, at Hans Luunbjerg ikke er inhabil som formand for Kerteminde Forsyning.

Bo Sandberg og Bettina Eriksens holdninger og udtalelser i fjernvarmesagen fik et bestyrelsesmedlem i partiet, Jens Peter Henriksen, til at kritisere sine partifæller i en artikel i Fyens Stiftstidende.

Men kort før jul virkede det som om, at stridighederne var blevet bilagt.

Vil arbejde for borgerlige borgmester

Bettina Eriksen og Bo Sandberg angiver ikke direkte uenighederne om fjernvarmesagen som årsagen til, at de nu skifter parti. Men de skriver dog, at de fremadrettet og som medlemmer af Liberal Alliance vil arbejde for ”aktivt ejerskab af kritisk infrastruktur – energiforsyning” og ”større åbenhed og gennemsigtighed i de kommunale politiske processer herunder også for kommunalt ejede selskaber.”

Jens Peter Henriksen er dog heller ikke overrasket over, at formanden og et af byrådsmedlemmerne nu forlader partiet.

- Det kommer ikke som et chok. Når man er gået bag om den siddende bestyrelse og formanden for Kerteminde Forsyning, så synes jeg, at det er okay, at man træffer en beslutning om at melde sig ind i et andet parti, siger han.

Bettina Eriksen fortsætter som medlem af Kerteminde Forsyning, selvom hun nu repræsenterer Liberal Alliance og ikke Venstre. 

Som medlem af Liberal Alliance har hun også en anden mærkesag i Kerteminde Byråd.

- Når vi har et borgerligt flertal i byrådet, så skal vi også have en borgerlig borgmester. Det bliver ikke med min stemme, at et borgerligt flertal kommer til at udpege en socialdemokratisk borgmester, siger det nye medlem af Liberal Alliance. 

Ved kommunalvalget i 2021 blev Kasper Olesen borgemester, selvom de borgerlige partier havde flertal. 

Oversigt

    Oversigt