Harme over spareplaner i Kerteminde

Politikerne i Kerteminde skal igen i år spare og finde 31 milioner kroner i næste års budget. På skolerne er der vrede over spareforslag, der går ud over børnene.

Spareforslaget lægger blandt andet op til besparelser på SFO-området.

- Det skær mig i hjertet, at man rammer de svage børn og børnefamilierne. Vi vil ikke kunne omsorg til det enkelte barn, og det synes jeg er trist, siger Birgit Holton, der er SFO-leder på Kerteminde Byskole.

Men politikerne er så pressede, at det ikke kun er de omkostningstunge områder, der er i spil i sparekataloget. Et tilskud til Fjordens Dag er også truet i spareplanen.

- Det er godt nok grundig støvsugning, når man går så langt ned. Fjordens Dag får 74.000 kroner, og giver både branding og omsætning i kommunen. Det er dyrt at miste, siger biolog Frode Thorhauge fra Kerteminde.

På skolerne frygter man, at spareplanerne vil gøre økonomien endnu værre på længere sigt.

- Kommunen har brug for flere skattekroner, men børnefamilierne bliver væk, hvis der ikke er en ordentlig service. Jeg frygter, at der ikke vil være SFOere i Kerteminde på længere sigt, siger Birgit Holton.

Oversigt

    Oversigt