Mulig væske fra gyllebeholder: Anmeldelse om forurening på eksborgmesters ejendom

Miljøvagten er rykket ud til en mulig forurening i Kerteminde Kommune.

Klokken 11.47 modtog Fyns Politi en anmeldelse af en mulig forurening på en ejendom i Kølstrup. Det oplyser vagtchef Milan Holck Nielsen til TV2 Fyn. 

Ifølge Kjerteminde Avis blev der fra morgenstunden konstateret brunlig væske fra grunden, som løb ud i kloakken.

Væsken løb i kloakken inde fra grunden på Degneløkkevej 58, skriver Kjerteminde Avis.
Væsken løb i kloakken inde fra grunden på Degneløkkevej 58, skriver Kjerteminde Avis.
Foto: Peter Hougesen


- Det ligner, at det er noget, der kommer fra en gyllebeholder. Miljøvagten er tilstede derude, og er i gang med oprydning, forklarer vagtchefen. 

Vagtchefen kan ikke oplyse hvilken adresse, der er tale om, men vicekommunaldirektøren i Kerteminde Kommune bekræfter, at der er tale ejendommen Degneløkkevej 58, som er ejet af eksborgmester Hans Luunbjerg.

- Vi ved endnu ikke, hvor omfattende det er. Miljøvagten er derude, og vi afventer miljøvagtens vurdering, oplyser Claus Lade, der er vicekommunaldirektør i Kerteminde Kommune.

Tidligere dømt

Hans Luunbjerg har tidligere været i søgelyset for forurening på selvsamme ejendom, det fremgår af en artikel fra Fyens Stiftstidende.

I 2021 blev eksborgmesteren dømt til at betale en bøde på 10.000 kroner for at have opbevaret kyllingemøg ulovligt på ejendommen. En afgørelse som eksborgmesteren ankede.

Viser det sig, at det rent faktisk er væske fra en gyllebeholder eller en ensilagestak, så kan det få store konsekvenser, hvis det løber ud i vandløbene. 

Det fortæller selvstændig biolog Kim Pless-Schmidt til TV 2 Fyn:

- Hvis den her ensilage eller gylle ender i vandløb, så vil bakterier begynde at omsætte det organiske materiale, og det vil skabe dårlige iltforhold i vandløbet. Mange af dyrene i vandløbet kan potentielt ikke få ilt nok, fordi bakterierne omsætter gødningen, og så vil dyrene enten flytte nedstrøms eller dø, forklarer han. 

For nu er arbejdet med at fastslå, hvad forureningen består af i gang, og derfor kan man endnu ikke konkludere andet, end at miljøvagten er tilkaldt. 

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra Hans Luunbjerg. 

Traktorerne læsses med dét, der ligner meget våd ensilage og der udlagt grus for at stoppe væsken fra at løbe i kloakken.

Oversigt

    Oversigt