Stolthed i Kerteminde: Carl og Emil drømmer om at blive Emil Jakobsen

Håndboldspilleren Emil Jakobsen fik i weekenden debut til VM med titlen som topscorer og kampens spiller. I barndomsklubben i Kerteminde vækker det stolthed.

Mens Carl Martinussen og Emil Riis Eriksen kaster bolden mellem sig i Kertemindehallen, farer tankerne 3.265 kilometer væk til Kairo i Egypten, hvor Emil Jakobsen lørdag fik sin VM-debut. 

Fløjspilleren er nemlig født og opvokset i Kerteminde og har brugt mange timer i byens håndboldhal. Hans 12 mål i kampen mod Japan og titlen som kampens spiller har derfor skabt stolthed hos barndomsklubben og de spillere, der håber at kunne træde i hans fodspor.

- Det er en spiller, der har spillet her i Kerteminde og et idol, man har set op til, siger 11-årige Emil Riis Eriksen, der er målmand på U-13-holdet i Kerteminde.

Titlen som topscorer og kampens spiller kommer efter syv dage i isolation, da Emil Jakobsen blev testet positiv for corona lige inden første slutrundekamp.

Talent fra barnsben

Allerede i en ung alder viste Emil Jakobsen et talent for håndbolden.

- De var en gruppe drenge, der var glade for at spille håndbold, men Emil var en af dem, der ville det lidt mere. Og han havde allerede talentet dengang, fortæller tidligere holdleder for Emil Jakobsen i Kerteminde Håndboldklub, Henrik Petersen.

quote Det er virkelig det, de ser op til. Det er jo det, de gerne vil være, når de bliver store, så sådan en slutrunde er helt vildt vigtig for vores klub

Joan Wehner, formand i Kerteminde Håndboldklub

Den talentfulde fløjspiller, der i dag er rykket til Sydfyn og den danske storklub GOG, er kun 23 år, og det glæder den tidligere holdleder at se ham i aktion i Kairo.

- Han har jo en ekseptionel skudteknik og en enorm springkraft. Han kan noget mere end de fleste i den alder, siger Henrik Petersen og fortæstter:

- Det er jo fedt at se, at de her unge mennesker, der brænder for det og yder en kæmpe indsats, bliver belønnet med så meget spilletid.

Emil Jakobsen scorede 12 mål mod Japan i lørdagens kamp.
Emil Jakobsen scorede 12 mål mod Japan i lørdagens kamp.
Foto: TV 2

Vigtigt for unge spillere

Både Carl Martinussen og Emil Riis Eriksen har siddet klinet til skærmen under VM, men øjnene har i særdeleshed været rettet mod idolet Emil Jakobsen.

- Han har et virkelig flot spring og kan lavde de bedste udfald, og så kan han jo bare finde af at sætte dem i mål hver gang, smiler Emil Riis Eriksen og griber bolden fra holdkammeraten. 

Stoltheden stråler i klubben, hvor debuten til den lokale spiller er vigtig for de unge drenge som Carl og Emil. 

- Det er virkelig det, de ser op til. Det er jo det, de gerne vil være, når de bliver store, så sådan en slutrunde er helt vildt vigtig for vores klub, siger Joan Wehner, der er formand i Kerteminde Håndboldklub og fortsætter:

quote Når man kender ham, er det lidt spændende. Man vil jo gerne selv på landsholdet og kunne leve af det

Carl Martinussen, U-13-spiller, Kerteminde Håndboldklub

- Han er opvokset her og har sat sine barnespor i hallen her, så det er stort. Han er kommet af og til om søndagen, hvis han ikke selv havde kamp, for at se med i hallen, siger hun.

Landsholdsdrømme

Begge U-13-drenge kender til landsholdsdebutanten, og for Emil Riis Eriksen står en dag, hvor Emil Jakobsen kom ind i omklædningsrummet og sagde, at de spillede flot håndbold, tydeligt frem i hukommelsen. 

- Når man kender ham, er det lidt spændende. Man vil jo gerne selv på landsholdet og kunne leve af det, siger 12-årige Carl Martinussen, der selv glæder sig til at være mere tilbage i hallen, når coronaen er væk.

Carl Martinussen og Emil Riis Eriksen synes, at det er sjovt at se den lokale håndboldspiller til VM.
Carl Martinussen og Emil Riis Eriksen synes, at det er sjovt at se den lokale håndboldspiller til VM.
Foto: Anders Høgh

Emil Riis Eriksen står som målmand på U-13-holdet.

- Jeg har rimelig gode reflekser, men jeg er lidt lille, så jeg skal have mere fokus på at sætte af på skuddene, forklarer han med bolden i hånden.

Selvom der er 3.265 kilometer til idolet i Kairo, er drømmen ikke svær at få fat i for den unge spiller.

- Jeg håber da, at jeg også kommer på landsholdet. Håndbold er i hvert fald noget, jeg gerne vil fortsætte med i lang tid, smiler han.

Oversigt

    Oversigt