I sidste uge var der bekymring at spore hos den sydfynske håndboldklub GOG over de mange tilskuere, der lukkes ind til kampene ved VM i Egypten, der startede i onsdags.
Selvom der fortsat vil være tilskuere til at heppe på det danske herrelandshold ind på banen, når de fredag aften har deres første slutrundekamp mod Bahrain, så er en del af coronafrygten blevet til virkelighed i den danske landsholdslejr, efter GOG-spilleren Emil Jakobsen er testet positiv for corona.
Fredag fik direktør i GOG Kasper Jørgensen en e-mail om situationen.
- Hvor der stod, at de og vi var ramt, siger han og fortsætter:
VM I HERREHÅNDBOLD
- Min første tanke var, hvordan det kunne lade sig gøre, for han var også testet positiv for et par måneder siden og har allerede været gennem ét coronaforløb.
Dansk coronaboble
Emil Jakobsen er sendt i isolation, ligesom værelseskammeraten Morten Olsen er det. Hele holdet testes desuden inden kampen 20.30, og er der negative test, mår de være en del af truppen.
Siden ankomsten har det danske landshold holdt sig i sin egne boble, selvom det blev meldt ud, at alle VM-holdene kunne ses som én stor coronaboble.
Dét synes Kasper Jørgensen er en god idé.
- Nu og her hører man jo ting dernedefra, hvor forholdene er lidt overraskende, hvor spillerne sættes i isolation efter ankomst, men alligevel mødes med de andre hold og spiser, siger han og fortsætter:
Mine bekymringer var det med tilskuerne i første omgang. Men nu har vi jo desværre set mange tilfælde af corona, så jeg håber, at de kan holde det ud
- For det er lidt bekymrende med så mange tilfælde i den store boble, og det er det helt rigtige, at Danmark har lavet sin egen boble. Jo mere man er sammen med de øvrige hold, des større er sandsynligheden også for, at man selv får corona.
Håber på dansk sejr
Den positive test kommer bag på GOG-direktøren, der slet ikke havde den slags bekymringer i overvejelserme inden VM-starten.
- Mine bekymringer var det med tilskuerne i første omgang. Men nu har vi jo desværre set mange tilfælde af corona, så jeg håber, at de kan holde det ud, siger Kasper Jørgensen.
Alligevel er der en rolig tilgang til det igangværende VM trods beskeden om en smittet spiller fra hans egen klub.
- Vi har haft et hold, der har været gennem et coronaforløb uden de store konsekvenser, så jeg har rimelig ro i maven, nikker Kasper Jørgensen.
Tilbage har han kun at håbe det bedste for det danske hold, der har fire GOG'ere med i truppen.
- Jeg håber, at Danmark bliver verdensmestre. Gør de det, så er det, fordi hele eventet bliver afviklet, smiler han og fortsætter:
- Som håndboldelsker håber jeg, at vi kan gennemføre det her, og at der ikke kommer mere corona ind.