Danmark er for første gang blevet ramt af coronavirus under samlingen, der har stået på siden starten af januar.
GOG-fløjspilleren Emil Jakobsen er blevet testet positiv og derfor sendt i isolation. Det samme er værelseskammeraten Morten Olsen.
Det betyder, at Emil Jakobsen ikke spiller med ved Danmarks åbningskamp i aften mod Bahrain, mens Morten Olsen kan være med i truppen, hvis han bliver testet negativ senere på dagen.
Positiv for anden gang
De danske spillere og ledere testes nu også inden kampen i aften mod Bahrain, mens hele den danske delegation også testes i morgen.
- Vi er selvfølgelig meget kede af det på Emils vegne. Vi har været godt forberedte på denne situation, og vi følger vores egen og IHF’s velbeskrevne og restriktive corona-protokoller, der betyder, at vi nu blandt andet testes igen i dag og i morgen, siger sportschef Morten Henriksen i en pressemeddelelse.
Det er anden gang, Emil Jakobsen er ramt af corona. I november blev flere GOG-spillere og træner Nicolej Krickau ramt af virusset. Ifølge fyens.dk blev Emil Jakobsen også testet positiv dengang.