Ulovligt: Ny lovgivning efter svindel med bilsyn på Fyn

Folketingets partier sætter nu en stopper for de såkaldte SMS-syn. TV-udsendelse og bortvisnings-sag fra Kerteminde har sat fokus på betændt praksis.

Det skal være slut med at svindle i synshallerne.

Alle partier i Folketinget er blevet enige om at stramme retningslinjerne for bilsyn. Det sker på baggrund af DR Kontants dokumentation af, at det er muligt at købe SMS-syn, hvor bilen bliver registreret uden at blive synet.

Udsendelsen afslørede blandt andet, at det var tilfældet i Bilsyn Kerteminde – en del af Applus-synshallerne.

Her blev en Toyota Yaris den 9. februar i år godkendt uden at have været synet.

En aktindsigt hos Færdselsstyrelsen, som TV 2 Fyn har modtaget, viser, at Bilsyn Nyborg, der også ejer Bilsyn Kerteminde og deler CVR-nummer med Bilsyn Langeland, den 3. marts oplyste til Færdselsstyrelsen, at man havde politianmeldt og bortvist medarbejderen, der havde godkendt bilen, uden at den var synet i virkeligheden.

Tilsvarende blev en medarbejder i Applus synshal på Østerbro i København bortvist efter tilsvarende sager med en BMW og Toyota.

Politianmeldt

Applus bad den 13. marts Færdselsstyrelsen undersøge sagen til bunds, viser TV 2 Fyns aktindsigt.

Samtidig forlangte Færdselsstyrelsen, at sagerne blev politianmeldt.

Alle biler er efterfølgende blevet indkaldt til omsyn.

Folketingets partier har aftalt otte konkrete skridt, der skal styrke indsatsen over for brodne kar i branchen - blandt andet bøder og flere kontroller.

Kontorchef Nicoline Zederkof Jensen i Færdselsstyrelsen skriver i et svar til TV 2 Fyn følgende:

- Færdselsstyrelsen kan oplyse, at efter udsendelsen fra DR Kontant i maj, har styrelsen ført tilsyn med synshallerne uden for almindelige arbejdstider. Det betyder, at styrelsen også har ført tilsyn på hverdage i tidsrummene 17-7 samt på lørdage. Færdselsstyrelsen kan oplyse, at samtlige kontroller i tidsrummet 17-07 samt på lørdage, hvor styrelsen har gennemført et kontrolsyn, har været tilfredsstillende. Der har ikke været tilfælde, hvor det synede køretøj ikke var til stede i synshallen.

Ændringerne forventes at træde i kraft til nytår.

Oversigt

    Oversigt