Selskabet MHI Vestas har modtaget sin største bestilling nogensinde. MHI Vestas skal levere 56 vindmøller med en kapacitet på 450 megawatt i alt til Dong Energy. Det skriver selskabet i en meddelelse.
Møllerne skal opføres i det tyske offshoreprojekt Borkum Riffgrund 2 de kommende år. De såkaldte 8 MW-møller forventes at være i drift i første halvår af 2019.
Nacellerne bygges og monteres på Lindø. Nacellen er maskinhuset på toppen af vindmøllen, hvor generator og elektronik er placeret, og hvor vingerne er monteret
Den aarhusianske joint venture, der er delejet af Vestas og Mitsubishi Heavy Industries, har samtidig indgået en femårig serviceaftale i forbindelse med projektet.
Det er Dongs tredje V164-bestilling hos MHI Vestas.
Energiselskabet lagde oprindeligt ordren tilbage i juni 2016. Men først nu er den endelige godkendelse kommet fra de tyske myndigheder.
Det skyldtes, at byggetilladelsen i forbindelse med offshoreprojektet skulle opdateres for at rumme de 56 vindmøller, skriver Ritzau Finans.
Det er første gang, at selskabet skal installere den type møller i tysk farvand.
Vestas har siden efteråret 2011 lejet sig ind i en af de store haller på Lindø.
I efteråret 2013 begyndte arbejdet med prototypen til den nye nacelle-prototype V164, og efter at Vestas april 2014 gik i samarbejder med Mitsubishi Heavy Industries har udviklingen taget fart.