Fynsk farvand skal være vandmekka: - Det sparker gang i udviklingen

Havet omkring Langeland skal være fyldt med lokale langelændere og turister. Det er drømmen med projektet SHORES, der vil skabe liv og udvikling på øen.

På havnen i Rudkøbing er Kim Boisen ved at gøre sig klar. Svømmefødder, våddragt og harpun er pakket, og båden sætter kurs mod Lunkebugten og fire sunkne motortorpedobåde fra 2. verdenskrig. Her skal Kim Boisen og vennerne fra Langelands Dykkerklub på undervandsjagt - årets første træning. 

- De (motortorpedobådene, red.) ligger på ni til ti meters dybde, og dem skal vi prøve at dykke på i dag. Vi starter optræningen til DM, fortæller Kim Boisen i båden.

I dag jagter Kim Boisen torsk, men til juni er han og harpunen på jagt efter en god placering, når Danmarksmesterskaberne i undervandsjagt bliver afholdt. 

48-årige Kim Boisen har dyrket undervandsjagt (UV-jagt) i femogethalvt år. Det seneste års tid har han arbejdet på at gøre UV-jagt til en fast del af den lokale dykkerklub - og det er lykkedes.

quote Vores vision er, at vi vil omdanne Langeland til et vandsportsmekka. Det er et sted, hvor der er nogle gode faciliteter, som både lokale og turister kan bruge

Ulrik Pihl, formand, SHORES

For de langelandske undervandsjagtmarker er noget helt særligt.

- Der er bare alle forhold. Når vinden er i øst, så går vi over på den anden side. Er den i vest, så er det modsat. Vi har altid mulighed for at finde et sted herovre. Alle i miljøet kender jo Langeland, forklarer Kim Boisen.

Undervandsjagt foregår uden gasflaske, men på én vejrtrækning. Dykkerne kan være under vandet i 30 til 60 sekunder. 

- Når du kommer ned, er der en velsignet ro. Der er helt stille, og du har kun undervandsjagt i hovedet. Hvis du ligger derude og dykker i to til tre timer, har du brugt hele din krop - alle dine kræfter. Du tænker ikke på andet. Det er ren og skær terapi, siger Kim Boisen.

Det er langt fra kun Kim Boisen og vennerne, der er vilde med vand.

Aktiviteter over, under og ved vandet er blevet mere og mere populært i hele Danmark - især undervandsjagt og surfformen Stand Up Paddle (SUP) bliver dyrket af mange. 

Og dét vil lokale ildsjæle udnytte med det langelandske projekt SHORES.

Drømmer om et vandmekka

Ulrik Pihl er formand for SHORES, og drømmene er lige så store, som Langelands kyster er lange.

- Vores vision er, at vi vil omdanne Langeland til et vandsportsmekka. Det er et sted, hvor der er nogle gode faciliteter, som både lokale og turister kan bruge. Langeland er et godt sted, fordi vi har en fantastisk kystlinje på 142 kilometer, som byder op til mange forskellige former for vandaktiviteter, forklarer Ulrik Pihl.

Og der er rigtig mange forskellige former for vandaktiviteter, som SHORES gerne vil understøtte. Undervandsjagt, lystfiskeri, havkajak, kite-surfing og Stand Up Paddle er bare noget af det, som SHORES vil satse på.

SHORES skal dog ikke stable alting på benene selv. De skal i stedet hjælpe lokale klubber, foreninger og erhvervsliv med at udvikle aktiviteter ved vandet.

- I Bagenkop kan man én ting, i Lohals kan man måske noget andet, og i Spodsbjerg noget helt tredje. Det er de kræfter, vi gerne vil forene og få til at blomstre i SHORES-regi. De frivillige kræfter og ildsjælene er virkelig sprunget ud og har sat nogle fantastiske initiativer i gang på Langeland. Og den bølge vil SHORES gerne ride med på, siger formanden.

Turismen skal styrkes

For Langelands borgmester, Tonni Hansen (SF), er der stor opbakning til projektet. Han ser store økonomiske muligheder i SHORES.

- Turismen skal udvikles yderligere. Vi skal finde måder, hvor vi kan trække turister til. Kystturismen er helt klart et af de steder, hvor vi har en fordel fremfor så mange andre, udtaler Tonni Hansen.

Turismen på Langeland

Allan Winther er adjunkt i oplevelsesøkonomi på Erhvervsakademiet Lillebælt og beskæftiger sig med design og udvikling af oplevelser.

Ifølge ham kan SHORES være afgørende for Langelands fremtid.

- Det er udvikling af et område, som er gået i afvikling. Det kan på lang sigt trække uanede mange ting med sig. Det kan man se mange steder, hvor lokalbefolkningen er forankret. Det, at man laver sådan nogle tiltag her, er simpelthen med til at sparke gang i udviklingen, forklarer Allan Winther.

Men hvis projektet skal være holdbart i længden, skal én ting være opfyldt.

- Det vigtigste man skal fokusere på, når man skal i gang med sådan nogle projekter, det er selvfølgelig at få lokalbefolkningen med - og have dem helt med, siger Allan Winther. 

Allan Winther forklarer vigtigheden af SHORES

"Skrid med jeres skide hobby"

I Klitmøller på den jyske vestkyst bor Rasmus Johnsen. Han har været dybt involveret i udviklingen af det, der i dag er kendt som Cold Hawaii. En destination i verdensklasse for folk med hang til bølger og surfboards, der har været med til at udvikle området.

quote Det er udvikling af et område, som er gået i afvikling

Allan Winther, adjunkt, EAL

En udvikling som Langeland også gerne vil opleve.

Rasmus Johnsen har kæmpet med de udfordringer, som Allan Winther nævner.

-  Vi kæmpede i høj grad med - og det gør vi til dels også stadig - "Hvad skal det gøre godt for? Skrid nu med jeres skide hobby. Det kan vi ikke leve af. Det kan vi ikke få til at blive til noget. Vi kan ikke se, at det skaber noget for os". Hvis man ikke er accepteret som aktivitet, så er det jo heller ikke noget, man prioriterer lokalt og for eksempel kommunalt eller regionalt, fortæller Rasmus Johnsen. 

Ulrik Pihl mener, de har opbakning fra langelænderne.

- Jeg synes, vi har enorm stor opbakning, og jeg tror, at langt de fleste på Langeland efterhånden har kendskab til SHORES, fortæller formanden. 

Men én ting er at have lokal opbakning - noget andet er at finde ud af, hvor Langeland skiller sig ud. Ifølge Rasmus Johnsen er det nemlig meget vigtigt.

- Hvis det ikke står meget skarpt, at det lige præcis er det her, området kan, så kan det meget hurtigt blive leverpostej. Hvis man kan lidt af det hele, så kan man ingenting. Det er for mig at se den store faldgrube i de her projekter, siger Rasmus Johnsen. 

Ifølge Rasmus Johnsen er der mange udfordringer ved et projekt som SHORES

Drømmen om et langelandsk farvand med mange forskellige vandaktiviteter er dog stadig intakt for SHORES' formand. 

Mener du, I vil for meget?

- Nej, det mener jeg ikke, fordi bestyrelsen har ildsjæle inden for nogle specifikke vandsportsgrene, som de arbejder lidt mere målrettet med. Så jeg synes ikke, at vi spreder os for vidt. Overhovedet ikke faktisk, siger formanden for SHORES.

DM på hjemmebane

Dagens jagt er overstået for Kim Boisen.

Der blev ikke fanget nogen torsk, men gevinst har der alligevel været. SHORES har i samarbejde med Langelands Dykkerklub skaffet DM i undervandsjagt til Langeland. 

- Nu kan vi stille med et langelandsk hold, når der skal være DM på Langeland, og det glæder vi os til. Det kan næsten ikke blive større. SHORES's svendeprøve er DM. Det er der, hvor vi ser, det kan lade sig gøre at trække noget til Langeland, fortæller Kim Boisen. 

Ulrik Pihl er sikker på, at det er et skridt i den rigtige retning, at DM i UV-jagt kommer til den sydfynske ø. 

- Det er med til at sprede budskabet om SHORES, men også Langeland som et vandsportsmekka, siger Ulrik Pihl.

Du kan se anden del i serien om Langeland her.

 

Oversigt

    Oversigt