Her stikker de kamera ind i hule for at filme "bedårende" dansk rovdyr

Grævlingerne trives i den store skov ved Skovsgaard Gods på Langeland.

- For er par uger siden gik jeg her i skoven, og pludselig sprang der en grævling ud på stien. Og det ved fuld dagslys! Så vi kan sagtens gå hen og møde grævlinger nu, for de har unger og derfor brug for at samle ekstra megen føde for tiden, siger Emil Sanderhoff med begejstring i stemmen.

Der er nye natur-oplevelser i vente, når Emil Sanderhoff viser TV 2 Fyns Preben Dahl rundt i skoven ved Skovsgaard Gods på Langeland. 

Her arbejder Emil sommeren over som naturformidler, og det er i den egenskab, at han under en tur i skoven stødte på grævlingen, der normalt er sky og mest aktiv om natten.

Du kan se deres jagt på grævling i videoen ovenover.

- Før ulven holdt sit indtog i Danmark for 10 år siden, så var grævlingen faktisk vores største rovdyr herhjemme. Det er der ikke mange, der tænker over, fortæller Emil Sanderhoff.

Faktisk er der 25.000-30.000 grævlinger i Danmark. Det op til 90 centimer lange og 17 kilo tunge dyr bliver op til 10 år gammelt. Der lever flest i Jylland hvilket afsløres af et højt antal trafikdræbte dyr hvert år. Bestanden er dog ikke truet af den grund.

På turen ud i den langelandske skov gælder det ikke kun selve grævlingen, men også spor efter den.

Kolort fuld af biller

- Se her. Her er en kolort fuld af biller. Grævlingen elsker biller. Her på Skovsgaard Gods går køerne også frit inde i skoven, og når de så skider, bliver kolortene hjem for en lang række biller. Insekter som grævlingen så spiser, siger naturvejlederen, der ikke er alene om at formidle viden om grævlingen. Til det siger Emil Sanderhoff:

- Min kollega Marianne Krag Petersen har nogle fantastiske videooptagelser af grævlinger både om natten og dagen. Men ikke nok med det, for hun har også filmet en gravand, der kommer op af en grævlingegrav med et helt kul ællinger.

Med hensyn til gravænder ses de betydeligt oftere i naturen en grævlingen. Anden, der er noget større end fx gråænder, er kendt for ligefrem at kunne jage ræve ud af deres grave, for så at overtage dem til at bygge rede i.

Et århundrede gammelt egetræ på Skovsgaard Gods er glimrende til en pause.
Et århundrede gammelt egetræ på Skovsgaard Gods er glimrende til en pause.
Foto: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt