Lokalt firma trues til at opgive hjemmesidenavn - kalder det "rockermetoder"

Nikolaj Østa er chokeret over, at Langeland Kommune pludselig kræver, at han skal overlevere sin guldfugl efter at have ejet den i 10 år.

Nikolaj Østa trækker mange turister til Spodsbjerg og omegn på Langeland.

Guldfuglen, der især har hjulpet ham til at få succes med det, kan han dog meget snart ende med at miste.

Langeland Kommune truer nemlig - ifølge Nikolaj Østa - ham til at aflevere noget han har købt og betalt for. Uden beregning til kommunen.

- Det minder om rockermetoder i min bog, siger erhvervsmanden.

Det handler om internetdomænet visitlangeland.dk. Et domæne som Nikolaj Østa har ejet siden 2010 og brugt til sit firmas udlejning af både og sommerhuse.

Og han tjener så godt på det, at han ikke vil af med det.

Burde skamme sig

Nu har kommunen dog for alvor bidt sig fast, og har for godt en uge siden orienteret Nikolaj Østa om, at den mener, at være den retmæssige ejer af hans internetdomæne.

Kommunen har meddelt ham, at den vil gøre krav på domænet, fordi det vildleder turistaktører og turister, at visitlangeland.dk ikke har noget at gøre med VisitLangeland, der hører under Visit Fyn og Visit Denmark. 

- Jeg tænkte: "Hvad bilder de sig ind? De burde skamme sig", siger Nikolaj Østa.

Grafik brev Langeland
Foto: Grafik: David Moritz

- At sende sådan et brev til en erhvervsdrivende. I forvejen har jeg drevet virksomhed her på Langeland i 24 år, hvor jeg har brugt hundredtusindvis af kroner på at promovere Langeland især på det tyske marked.

Ifølge brevet har Langeland Kommune bedt virksomheden overføre domænet til Visit Langeland senest 1. oktober - og hvis ikke vil kommunen gå videre med sagen til Klagenævnet for Domænenavne. 

Visitlangeland.dk ligner ikke de fleste andre ‘visit’-sider. Og kommunen mener at det vildleder turister, når Nikolaj Østa som privatvirksomhed bruger en kendt branding fra det officelle VisitDanmark.
Visitlangeland.dk ligner ikke de fleste andre ‘visit’-sider. Og kommunen mener at det vildleder turister, når Nikolaj Østa som privatvirksomhed bruger en kendt branding fra det officelle VisitDanmark.
Foto: Sophie Gommesen

Kommunen mener, at det er imod god domæneskik, at Nikolaj Østa ejer domænet, når hans virksomhed hedder noget helt andet. Nemlig Ibi Bootsverleih, den tyske oversættelse af IBI Bådudlejning.

Og det skal ses i lyset af, at den kommunale turistafdeling skiftede navn til VisitLangeland i 2021, og derfor mener kommunen, at det er i strid med god domæneskik, at Nikolaj Østa ejer domænet.

- Det er noget pjat. Når jeg har haft den side i 10-11 år, så er det jo ikke noget jeg har købt i ond tro og for at genere Langeland Kommune. Man kunne have forstået, hvis jeg havde gjort det to dage efter, de meldte ud, at nu hedder vi Visit Langeland. Så havde det jo været en helt anden snak, siger Nikolaj Østa.

Vildleder turister

Nikolaj Østa henviser til, at Langeland ikke er større end, at kommunen sagtens kunne have fundet en løsning ved tage telefonen og ringe.

- Hvilket de jo også har prøvet nogle gange, og hvor jeg også har prøvet at imødekomme dem ved at sige, at de kan leje det af mig.

Nikolaj Østa har flere gange forsøgt at imødekomme kommune ved at tilbyde dem at leje domænet.
Nikolaj Østa har flere gange forsøgt at imødekomme kommune ved at tilbyde dem at leje domænet.
Foto: Sophie Gommesen

- Det kan selvfølgelig godt være, at kunder der før har været inde på visitsvendborg.dk, og er kommet ind på turistsiden i Svendborg, og hvis de trykker visitlangeland.dk, så kommer de ind på min side, men jeg vil så også sige, at inde på min side har vi links liggende til Langeland Kommune, siger Nikolaj Østa.

Visit-navnet blev skabt i 2005, da Dansk Turistråd skiftede navn til Visit Denmark.

Kan man ikke med en vis rimelighed sige, at du lukrerer på visit-brandet med oprettelsen af din hjemmeside i 2010?

- Jo, det kan man måske godt sige. Man kan sige, at jeg har været fremsynet i valg af domænenavne og Langeland Kommune har måske sovet i timen.

Forvirringen vil ingen ende tage

- Grunden til at vi nu tager det et skridt videre, er fordi forvirringen er stigende. Flere aktører, turister og journalister kan ikke finde ud af det. Rigtig meget af den trafik Nikolaj Østa får ind, er fra folk der leder efter turistinformation, siger erhvervs-, kultur- og turismechef Jane Jegind, der har underskrevet brevet på vegne af Langeland Kommune.

Langeland Kommune henviser i sit brev til en sag fra Aalborg, der blev afgjort i Klagenævnet for Domænenavne i 2008, hvor klagenævnet fastslog, at domænet skulle overføres til Visit Aalborg, da det relaterede sig til deres virksomhedsnavn. 

Ifølge kommunen bør det danne præcedens for deres krav på visitlangeland.dk.

- Vi kan jo ikke lægge vores strategi som turistinformation for en hel Ø an på, om vi kan leje noget. Vi ved ikke hvor længe vi kan leje det, eller hvad der sker når værdien af domænet øges yderligere, siger hun.

Selvom sagen ved første øjekast kan ligne sagen fra Langeland, er der også flere punkter, hvor sagerne er forskellige. 

Nikolaj Østa mener ikke, at kommunen har en sag, og tager derfor truslen om at blive hevet i Klagenævnet for Domænenavne med ophøjet ro.
Nikolaj Østa mener ikke, at kommunen har en sag, og tager derfor truslen om at blive hevet i Klagenævnet for Domænenavne med ophøjet ro.
Foto: Sophie Gommesen

Klagenævnet gav nemlig Visit Aalborg medhold, fordi den oprindelige ejer af domænet ikke brugte domænet til noget og fordi det meget tydeligt alene blev opkøbt med henblik på videresalg med fortjeneste. Dette vurderede klagenævnet var imod god domæneskik.

- Vores jurister mener godt man kan sammenligne de to sager, fordi det handler om effekten af det i sidste ende, i forhold til den forvirring det skaber. Vi er ikke som sådan ude efter manden, men folk kan ikke finde rundt i hvad, som er hvad.

Åbner for en større problemstilling

Ender sagen til Langeland Kommunes fordel, så mener Nikolaj Østa, at det åbner for en større og principiel problemstilling.

- Jeg kan ikke forestille mig i dagens Danmark, kan gå tilbage til en virksomhed, der har ejet et domæne i 10-11 år, før nogle er kommet i tanke om, at de vil bruge det og sige, det skal du i øvrigt aflevere.

- Så er samtlige erhvervsvirksomheder i Danmark jo i fare for, hvis kommunen kommer i tanke om, "hov, der er en hjemmeside der, vi godt kunne tænke os. Den skal I lige aflevere."

Oversigt

    Oversigt