Først en præsentation af artiklens hovedperson på en lidt anderledes måde:
- Oscar Zulu 6 Mike Juiliet. Det er det, jeg hedder.
Ja, både og. For Mads Jørgensen, der understreger sine ord med et kraftigt grin, har jo sit borgerlige navn Mads Jørgensen, som han fik som spæd i Sønderborg. Men her, lidt uden for Tranekær, hvor han har boet i mange år, er OZ6MJ helt klart at foretrække. Bogstaver og tal er lig med hans identifikation inden for en særlig verden.
- Jeg er radioamatør og har været det siden jeg var knægt. Faktisk, hvis man besøger det hus, som jeg boede i den gang, så kan man se resterne af min første antenne hænge på ydermuren, fortæller han og runder sætningen af med et muntert grin.
Vild med antenner
Radioamatøren fra Langeland er for længst gået ind i pensionisternes rækker uden dog at sætte farten ned. Inde i huset holder en sovende hund og en meget aktiv papegøje ham selskab, og udenfor det lille hus og den gamle lade, regerer høns, ænder og et par vagtsomme svanegæs. Derudover er grunden beplantet med vin og antenner. Mange antenner, hvilket han gerne sætter ord på i løbet af en rundtur.
- Den der er tysk. Den er god. Men vi havde en storm for nylig, så den er lidt træt. Den skal jeg have lavet, forklarer han og peger på noget, der mest af alt virker som et kraftigt forstørret vasketøjsstativ i sådan cirka 10 meters højde. Flere af de tråde, der skal sikre ham kommunikation med ligesindede, er revet over og hænger og flagrer i vinden.
Et stykke derfra er en anden antenne forbundet med et solcellepanel.
- Den er en del af radioamatørernes borgerservice. Ja, den er god nok. Skulle der ske det, at telefonnettet og alt andet går ned, og det kan jo ske på grund af terror eller en sol-storm, så kan vi med den få fat på Beredskabsstyrelsen. Så brænder det på en nabogård, kan de bare komme her, så kan vi få kontakt til hjælpen, siger Mads Jørgensen.
Hyletoner konstant
Antennerne er vigtige. Men langt mere interessant er de skærme og computere, der er forbundet til små højttalere ind på hans skrivebord i stuen. En stadig strøm af hyletoner, "blip-lyde" og noget der bedst kan beskrives som elektronisk støj, får virkelig hans humør i top.
- Se, der. Det er en japaner, der forsøge at få kontakt. Øjeblik...
I løbet af få øjeblikket har han skabt kontakt med japanerne. Han sidder i det blå lys fra computerskærme og er intens, hvilket de sammenknebne øjne understreger. Formentlig sidder der en japaner og er lige så glad for at kunne se på computerens grafer og tal, at en dansker er i kontakt med ham. Men de taler ikke sammen. Den gamle mikrofon der står lidt malplaceret i højre side af bordet forbliver en urørt, støvet genstand.
- Nej da. At tale sammen er overvurderet. Nu deler vi data. Det er meget sjovere, griner han højlydt og fordyber sig et øjeblik i egne tanker, før han tilføjer:
- Vi bliver færre og færre. De unge gider ikke. De har deres mobiltelefoner. Men indimellem kommer der da nogle og prøver det. Det at være radioamatør, og få forbindelse til hele verden via dit eget udstyr og antenner det kan noget. Det kan så meget. Det kan så meget, smiler han, uden dog at tilføje det velkendte, høje grin.
