Langeland Kommune har længe efterlyst familien, som er stukket af, fordi kommunen vil indlede en tvangsfjernelsessag mod familiens fire børn.
Familien har ikke givet livstegn fra sig i flere uger, men en mail til en souschef i Børne- og Kulturafdelingen afslører familiens tilflugtsted.
- Vi ved, at mailen er sendt fra Holland, og vi er derfor i kontakt med de hollandske myndigheder, som er gået ind i sagen, forklarer Charlotte Jensen fra Langeland Kommune til ekstrabladet.dk.
Kommunen er stærkt bekymrede for de fire børn, der er mellem et og fem år gamle. Det ene barn lider af undervægt og skulle have været undersøgt på sygehuset, men udeblev.
Familien har flyttet rundt mellem forskellige kommuner. Morens mand er fra Holland og det kan være årsagen til at de er der nu.
- Vi ved ikke, om familien fortsat befinder sig i Holland eller er taget videre til Spanien. Vi ved jo, hvor gode de er til at gå under jorden. Men nu samarbejder vi med de hollandske sociale myndigheder, som er gået ind i sagen, siger souschefen fra Børne- og Kulturafdelingen.
Fyns Politi har tidligere efterlyst famlien, men har ikke gjort mere, da politiet mente familien var i udlandet.