Der skal ansættes flere folk til Langelands udskældte familieafdeling.
Det kommer efter, at det er blevet slået fast med syvtommersøm, at der har været betydelige problemer med sagsbehandlingen i afdelingen, der behandler sager om fjernelse af børn fra sine forældre.
Økonomiudvalget i Langeland Kommune indstillede mandag til kommunalbestyrelsen, at kommunens familieafdeling skal opnormeres med to ekstra faste medarbejdere.
- Udfordringerne står i kø, siger Torben Lønberg selv om situationen, som den ser ud lige nu.
Han er borger-, arbejdsmarked- og socialchef og har dermed ansvaret for familieafdelingen, der blandt andet sidste år fik væsentlig kritik af Ankestyrelsen for sin behandling af anbringelsessager.
Mandag kunne TV 2 Fyn også fortælle, at en ekstern undersøgelse af familieafdelingens sagsbehandling finder flere kritikpunker i kommunens anbringelsessager.
Konsulenthuset bag rapporten anbefaler ligefrem, at kommunen - der selv har bestilt rapporten - gennemgår halvdelen af de undersøgte sager igen på grund af manglende dokumentation.
Opnormerer reelt kun kort tid
Ender de to ekstra medarbejdere med at blive ansat i familieafdelingen, vil det få antallet af ansatte op på 11 og det gennemsnitlige antal af sager per medarbejder ned på 25,7.
Det er meget tæt på det anbefalede antal sager per medarbejder, som Dansk Socialrådgiverforening ifølge kommunen anbefaler.
Fra marts i år har afdelingens nuværende ni medarbejder 32 aktive sager i gennemsnit.
Familieafdelingen skal dog ikke glæde sig for tidligt.
Opnormeringen kommer kun reelt til at vare indtil november 2023, hvor en nuværende vikarstilling i afdelingen udløber. Her forventes sagsantallet at stige til 28,3 sager per medarbejder i gennemsnit.
I Januar 2025 udløber endnu en vikarkontrakt, og dermed er afdelingen igen tilbage på ni medarbejder og et gennemsnitlige antal sager på 31,4 per medarbejder.
Er du så stadig tilfreds med den opnormering?
- Ja, det er jeg, siger Torben Lønberg.
Også selv om det er ganske kort tid, at opnormeringen reelt gælder?
- Når ressourcerne er små alle steder, så er det her jo rigtig meget, jeg kommer og beder om, og rigtig meget jeg får, og så skal vi også være tilsvarende tilfredse med, at problemstillingen bliver anerkendt, siger socialchefen.
Du er ikke bange for at problemerne igen hober sig op fra november, hvor den ene vikar stopper?
- Nej, det her er mit bud på, hvad der skal til for at løse opgaven, og ellers havde jeg sagt noget andet.
Oplever hyppigt trusler og psykisk vold
I sagsfremstillingen fra udvalgsmødet mandag bliver det ellers ridset op, hvordan det nuværende antal sager presser medarbejderne.
- Vi udfordres helt klart af mange sager, og flere end man har kunne magte, når man er presset fra alle sider. Og det er vi jo, forklarer Torben Lønberg.
- Vi er presset af borgerne og med rette. Vi er presset af omverdenen og presset af myndigheder, som beder os om at gå tingene efter på ny, hvilket vi også gerne vil, men der er jo nogle, der skal gøre det.
I sagsfremstillingen står det endda klart, at "familieafdelingen hyppigt oplever episoder med psykisk vold, trusler om fysisk vold og en udbredt udtalt mistillid".
Arbejdstilsynet har også reageret på det hårde arbejdspres med to påbud, fremgår det.
Med de to ekstra medarbejder mener Torben Lønberg dog, at borgerne i Langeland Kommune kan regne med en ordentlig sagsbehandling og bedere arbejdsforhold for medarbejderne.
- Vi er meget opmærksom på, at alt skal gå efter bogen. Det betyder også, at vi ikke forhaster os i sager, der ellers kunne synes at have brug for forhastelse. Vi er nødt til at tage tingene i den rækkefølge, som også loven forskriver. Det er måden vi arbejder på for nu og frem, siger chefen.
Familieafdelingen er netop blevet kritiseret i en ny ekstern rapport for at forhaste nødvendige sagsskridt.
Kommunalbestyrelsen i Langeland Kommune skal mandag tage endelig stilling til de to ekstra medarbejdere i familieafdelingen.