Vejen til Langeland var spærret efter ulykke: Bilist forsøgte at lave u-vending

Siøsundbroen var lukket for trafik efter et uheld med flere biler. Der er tilskadekomne, men tilstanden er uvis.

Broen mellem Siø og Tåsinge på Sydfyn var helt spærret for trafik efter et trafikuheld. Det oplyser Steen Nyland, der er vagtchef ved Fyns Politi, til TV 2 Fyn. 

Meldingen om uheldet kom 18.35, og beredskabet rykkede hurtigt ud til ulykkesstedet. 

Uheldet skulle være sket først på broen, når man kører i retning mod Siø og Langeland - altså den nordvestlige ende. 

- Det er formentlig en bil, der har forsøgt at lave en u-vending, og som er blevet ramt af en anden bil, fortæller Steen Nyland. 

Både politi og redningsmandskab er på stedet. Første var vejen helt spærret, mens politiet nu dirigerer trafikken forbi.

- Der er tilskadekomne i forbindelse med ulykken, men jeg har ikke overblikket over, hvor mange eller hvor alvorligt endnu, siger vagtchefen. 

Han fortæller dog, at der er blevet tilkaldt en ambulance. 

Vejdirektoratet forventer tidligst, at vejen bliver helt åbnet klokken 22.00.

Oversigt

    Oversigt