Gastronomi-ekspert spår Michelin-hæder i provinsen

Bent Christensen håber, at Michelin-guiden i år har set nærmere på de danske restauranter i provinsen. Ifølge Bent Christensen fortjener Falsled Kro på Fyn en stjerne.

Stjernekokke i hele landet håber på et opkald, når Michelinstjernerne onsdag uddeles til nordiske restauranter.

Allerede sidste år mistede hovedstaden sit mangeårige monopol på at have restauranter med Michelin-stjerner, da blandt andet tre restauranter i Aarhus kom med i den nye guide for Norden.

Bent Christensen, som har været redaktør af Den Danske Spiseguide siden 1987, håber, at Michelin-inspektørerne i år har givet sig mere tid til at besøge gourmetrestauranterne uden for København.

- Vi skal have gjort provinsen mere færdig, end vi gjorde sidste år. Det var jo en indledende runde. Forhåbentligt har de været mere grundige med deres research i år, siger han.

Ifølge Bent Christensen bør de jyske restauranter Tree-Top i Vejle og Ti Trin Ned i Fredericia blive optaget i den prestigefyldte restaurantguide. Også Falsled Kro på Fyn og Dragsholm Slot på Sjælland fortjener en stjerne.

Samtidig er der flere restauranter i Danmark, som bør få stjerne nummer to, mener Bent Christensen.

Blandt andet Frederikshøj i Aarhus, som sidste år fik sin første stjerne, er en klar kandidat til endnu en stjerne, mener han.

Derudover bør stjerne nummer to også falde over Studio og Kong Hans i København og Søllerød Kro i Nordsjælland.

Men det er formentligt ønsketænkning, vurderer Bent Christensen.

- Det ville betyde, at vi skulle få fire nye tostjernede restauranter i Danmark, og så generøse er Michelin sjældent. Jeg kan ikke få mig selv til at tro, at de vil være så elskværdige, selv om de bør være det, siger han.

Sidste år blev navnet på den nordiske guide ændret til Michelin Nordic Guide 2016.

Uden "cities" i titlen var forventningen fra de fleste madentusiaster et gennembrud for de topkokke rundt i provinsen, der er blevet overset - nogle af dem i mange år - alene fordi de ikke ligger i København.

TV2/Fyn dækker dagen igennem hvordan det får de fynske restauranter.

Oversigt

    Oversigt