Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre fik den ultimative dom af vælgerne ved folketingsvalget den 1. november. Han blev ikke genvalgt, og med ham forsvandt partiets eneste fynske mandat i Folketinget.
- Det er rigtig ærgerligt, og det er et stort slag for mig, konstaterer Rasmus Helveg Petersen nøgternt.
Og det er en brat exit, når et medlem af Folketinget ikke bliver valgt igen.
- Man skal rydde sit kontor i løbet af et par dage og aflevere det, man måtte have af ting som computer og telefon. Det er et synligt og brutalt billede på, hvor hurtigt det går i politik, uddyber han.
Derfor er det også nu tid til, at Rasmus Helveg Petersen finder sig et nyt job.
- Jeg går og tænker og snakker med folk for at kredse ind, hvad det er, jeg skal lave. Det skal være noget med enten klima, energi eller udviklingsbistand, som jeg tidligere har beskæftiget mig med, fortæller han.
Det retrospektive lys
Valget var i det hele taget en gyser for Radikale Venstre, der fik det dårligste valg siden 1998, og gik fra at have 16 mandater til nu blot ni mandater.
Partiet var raslet ned i meningsmålingerne frem til valgdagen sandsynligvis på baggrund af, at Radikale Venstre defacto udskrev valget. Rasmus Helveg blev derfor hjemme på valgaftenen, hvor hans kolleger ellers efter nederlaget stimlede sammen til formandens tale på Christiansborg.
Der er også manøvrer både før valget og nu, han ikke ser som en farbar vej for en genrejsning af partiet.
- Man skal stille krav og have sin politik på plads, man skal have noget, man går ind og kæmper for, til man har blodsmag i munden. Men det ultimative krav får tingene til at låse fuldstændigt, siger Rasmus Helveg Petersen.
Han erkender dog, at det ikke var en overvejelse, han havde i juli, hvor han bakkede op om, at partiet krævede, at statsminister Mette Frederiksen (S) udskrev valg efter sommerferien - ellers ville hun blive mødt med et mistillidsvotum.
Radikale Venstres nye folketingsgruppe er dog stadig klar til at stille ultimative krav. Det viste sig ved håndsoprækning på et pressemøde for få dage siden, hvor alle medlemmer tilkendegav, at de har et nyt ultimativt krav til en kommende regering. Nemlig at sløjfe tanken om en flygtningelejr i Rwanda.
- Jeg havde ikke stået og rakt hånden op til et pressemøde. Det er ikke min stil, konstaterer Rasmus Helveg Petersen.
- Jeg er stadig kandidat
Han ønsker dog at vende tilbage til Folketinget som radikal kandidat i Middelfart ved et kommende valg.
- Min oldefar meldte sig ind i Radikal Ungdom i Svendborg tilbage i 1908. Og så har familien været med lige siden. Vi har en meget stærk radikal identitet, fortæller han.
Og Rasmus Helveg Petersen er optimist:
- Jeg var ude i 2015 og kom tilbage!
Der er også et håndgribeligt plaster på såret til Rasmus Helveg Petersen, der får løn de kommende 21 måneder som tak for tre år og fem måneder som medlem af Folketinget.