Knivstik ved skole: Formodet knivstikker er 13 år

Et slagsmål ved Østre Skole i Middelfart resulterede i et knivstik i brystet på en 17-årig dreng.

En dreng på bare 13 år er sigtet for knivstik efter en gruppe mindreårige søndag var i slåskamp ved en skole i Middelfart.

Slåskampen resulterede i, at en dreng på 17 år blev stukket i brystet med en kniv.

Den formodede knivstikker er anholdt og er blevet afhørt. Indtil nu har den sigtedes alder været skjult, men nu oplyser Fyns Politi den sigtedes alder. Dog understreger Fyns Politi, at sagen stadig efterforskes.

- Efterforskerne meddeler, at personerne er blevet afhørt. Vi afventer nogle tekniske spor, som vi mangler tilbagemeldinger på, siger kommunikationskonsulent Sunniva Pedersen-Reng fra Fyns Politi.

Slagsmålet opstod omkring klokken 15.00, og betegnes som et ”voldsomt” slagsmål, oplyste vagtchef hos Fyns Politi Henrik Strauss søndag til TV 2 Fyn.

Politiet efterforsker stadig

Om offerets tilstand sagde Henrik Strauss følgende:

- Det var ikke alvorligt, men det var dybt og centralt. Det kunne have været meget værre.

På grund af den lave alder er de sociale myndigheder også involveret i sagen, der stadig efterforskes.

- Vi efterforsker stadig, men vi kan ikke sige mere. Vi er i fuld gang, siger Sunniva Pedersen-Reng fra Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt