I en specialbygget kajak glider biologistuderende Rasmus Sloth ud i Lillebælt. I ørerne har han hovedtelefoner, men der er ikke en Ipod i den anden ende.
Der er til gengæld et apparat, der kan opfange de såkaldte ekkolokaliseringslyde, marsvin udsender. Han er nemlig på vej ud for at lede efter marsvin. Nærmere bestemt marsvinebørnehaver:
- Jeg skal prøve at finde ud af, om marsvinkalvene nogen gange er i en slags børnehave, hvor mødrene forlader dem for at jage. Det er ikke dokumenteret før, siger Rasmus Sloth, der studerer biologi på SDU.
Rasmus Sloth har set grupper på fem marsvin, hvor to har været unge dyr, men han håber at se grupper på helt op til femten individer, hvor der er flere unge marsvin i blandt.
- Vi håber at kunne se og bevise, at de laver de her børnehaver, for det står ikke i litteraturen, og vi mener at litteraturen er forkert, siger han.
Forskningen kan måske også bruges til at designe fiskenet på en måde der gør, at marsvin ikke bliver fanget i dem.
Du kan se billeder fra jagten på marsvin-børnehaverne i vores udsendelse 19.30.