Lyder som et kanonslag: Helt ny type drengestreger hærger

Braget lyder højt, men heldigvis er der ikke tale om eksplosioner. I stedet bliver der i Strib lavet ballade med våde lerklumper.

Jonas Agerbæks 11 måneder gamle datter var netop faldet i søvn i hjemmet i Strib ved Middelfart, da et brag så højt som et kanonslag lød. Med ét var babyen vågen og bange og måtte trøstes.

Ved nærmere eftersyn viste det sig at være en helt ny variation af drengestreger.

En klump våd ler, der var kastet med stor kraft mod et af husets vinduer. Det skriver han i et opslag i bygruppen "Strib - Perlen ved Lillebælt" på Facebook.

Og Jonas Agerbæk er bestemt ikke den eneste i området, der har oplevet noget lignende, afslører opslagets kommentarspor.

- Det samme sker i Kåsvænget nær legepladsen. Det er nogle meget store mængder, der bliver skudt af på en gang, hvilket nemt kan ødelægge meget, skriver en anden i kommentarsporet.

Drengestregerne er også kommet Fyns Politi for øre. Her har man ifølge kommunikationsrådgiver Sunniva Pedersen-Reng fået én anmeldelse fra området, men i sagen står der skrevet at flere andre i området har haft lignende oplevelser, der skaber utryghed lige i det øjeblik, leret rammer vinduet.

I det konkrete tilfælde sendte Fyns Politi en patrulje afsted, som runderede i området. Dog uden at finde gerningsmændene bag lerkasteriet.

På Faceboook opfordrer Jonas Agerbæk forældre til at tage en snak med deres børn om drengestregerne, hvis de færdes alene om aftenen.

Oversigt

    Oversigt