Millioner på vej til genopretning af livet i Lillebælt

Til stor glæde for både dykkere og forskere får livet i Lillebælt nu en økonomisk saltvandsindsprøjtning, der skal få fiskene tilbage.

Livet under Lillebælts overflade får nu snart en hjælpende hånd. Det er nemlig blevet besluttet at tildele 11 millioner kroner til stenrev og anden naturgenopretning i bæltet.

Håbet er, at der skal skabes flere levesteder for både dyr og planter under havoverfladen, og at biodiversiteten dermed styrkes.

Og det er sød musik i ørerne på de lokale dykkere.

- Det er min fornemmelse, at der er blevet færre fisk - færre store fisk. Dem savner vi rigtig meget, siger Martin Jørgensen, der er fritidsdykker.

Han og de andre hobbydykkere har også set, hvordan de stenrev, der allerede ligger omkring bropillerne ved Den Gamle Lillebæltsbro, har gavnet.

- Et stenræv er ligesom en oase i ørkenen. Så snart man lægger en sten, kommer der liv. Det stenrev, der allerede ligger ved Den Gamle Lillebæltsbro, har været en kæmpe magnet for liv, det er fantastisk flot, siger fritidsdykkeren.

Hårdt brug for hjælp

Det er regeringen og aftalepartierne bag Natur- og Biodiversitetspakken, der har afsat i alt 37,5 millioner kroner til 15 nye initiativer, der skal forbedre biodiversiteten og samtidig bane vej for, at endnu flere danskere kommer ud i vores fælles natur. 

Pengene kommer blandt andet fra puljen på 888 millioner kroner i Natur- og Biodiversitetspakken fra finansloven 2021.

Ifølge Peter Bondo Christensen, seniorforsker ved Aarhus Universitet, har Lillebælt hårdt brug for en iltindsprøjtning.

- Lillebælt er kendt som et af de områder, som har allermest iltsvind. Det udvikler sig fra øjeblik til øjeblik, men man forstår ikke helt mekanismen i det, derfor er det vigtigt at få noget mere forskning på området, siger han.

Center skal gøre os klogere

Aftalepartierne er da også udover selve naturgenopretningen blevet enige om at afsætte fem millioner kroner til blandt andet Aarhus Universitet. 

Pengene skal bidrage til et nyt forskningscenter, der skal gøre os klogere på naturen under havoverfladen.

- Forskningscenteret skal samle viden om, hvad der virker, så centeret fremover kan rådgive om, hvordan man bedst muligt gør en indsats for havet, siger Peter Bondo Christensen.

Det vil blandt andet blive centerets opgave at samle og dele viden om genetablering af stenrevene, der skal skabe gemmesteder for småfisk og krebsdyr og dermed føde til større dyr som marsvin, sæler og fugle. 

Oversigt

    Oversigt