Mor kan ikke putte sin søn - chikaneres af scooterbøller
Unge mennesker på larmende knallerter forstyrrer bybilledet i Middelfart om aftenerne. Borgerne er i opråb efter hjælp.
- Det er en følelse af afmagt. Hvem skal jeg så spørge om hjælp?
Frustrationen er til at mærke hos Michala Sørensen fra Middelfart, mens hun sidder og leger med sin dreng Victor på seks måneder.
I længere tid har en flok unge mennesker på knallerter gjort putningen om aftenen til en svær disciplin. For mens der synges godnatsang, og sengen vugges, fræser de rundt på støjende knallerter uden for hjemmets trygge rammer.
- Jeg har fuld forståelse for, at unge mennesker har interesser. Grænsen går bare, når det generer andre mennesker, og at vi ikke kan få vores søvn, siger Michala Sørensen.
Men hun var langt fra den eneste. Hun besluttede sig for at lave et opslag på Facebook, hvor flere borgere i Middelfart tilkendegav deres empati, og flere havde oplevet lignende situationer ved deres bopæle.
- Der var mange, som oplevede det samme som mig, og som også følte sig chikaneret af det andre steder i byen. Flere har sagt, at deres måde at køre på er fuldstændig hasarderet.
En følelse af afmagt
I håb om at få stoppet scooterbøllerne, har Michala Sørensen flere gange kontaktet Fyns Politi.
Men svaret var det samme hver gang.
- Jeg fik en rar politimand i røret, der sagde, at det er svært at gøre noget ved problemet. De forstod godt, at jeg var frustreret, men at der ikke var så meget at gøre ved det, fordi de ikke havde ressourcerne til det, siger Michala Sørensen.
Fyns Politi er opmærksomme på problemet, men understreger, at de er nødt til at prioritere deres ressourcer.
- Vi tager alle henvendelser alvorligt, og vi har også været i Middelfart ad flere omgange. For at vi kan lave en knallertkontrol, og konstatere om de er ulovlige, så skal vi standse pågældende på færdselslovens område. Det er jo ikke sikkert, at vi lige møder en ulovlig knallert. Der er jo ikke sikkerhed for, at vi kan løse problemet ved at køre derud, fortæller Søren Blomgren Wind-Hansen, der er leder af færdselsafdelingen på Fyn.
Hos Middelfart Kommune ser man det heller ikke som en ny tendens. De opfordrer forældrene til at tage handling.
- Den største problematik for mig er, at nogen kan komme til skade. Vi forsøger dialogen med de unge og især også deres forældre. Der er ikke ret mange unge, der har en knallert, uden deres forældre er bevidste om det. Der er nogle forældre, der skal på banen, og undersøge om knallerterne er lovlige, siger Anders Bo Thorsted, leder af Middelfart Ungdomsskole.
Gav dem fingeren
Michala Sørensen og hendes mand valgte en aften selv at konfrontere knallertbøllerne.
Da de kørte uden lys, valgte parret at lyse på dem med en lommelygte. De gassede langsomt ned, da de så lyset, men indså hurtigt, at det ikke var en betjent. Derefter ændrede knallertbøllerne adfærd.
- Vi forsøget at indgå dialog med de her drenge, men deres reaktioner var voldsomme. De var lige ved at køre ind i os og gav os efterfølgende fingeren. Det var på ingen måder en succes, siger Michala Sørensen.
Efterfølgende valgte parret at optage hændelserne i håb om, at det ville hjælpe på situationen.
I løbet af to dage kørte scooterne forbi hendes hus 11 gange i høj fart.
- Vi gjorde det for at modbevise, at det ikke bare er drengestreger. Det kan hurtigt lyde, som om at man sidder herhjemme helt forstokket og ikke har et liv, men det er altså ret voldsomt. Det er ret farligt det, de har gang i. Det er bare spørgsmål om tid, før de brager ind i nogen, eller nogen brager ind i dem.