Der er travlhed på de fynske strande og i de fynske parker i de historisk varme og tørre danske sommermåneder.
Flere mennesker betyder også mere affald, og især cigaretskod flyder i massevis på de strande. Det mener i hvert fald Henning Bager fra Søndersø, der via TV 2/Fyn har et opråb til de fynske rygere.
- Kan I ikke sende en “bøn” til det rygende folk, som efterlader disse “stumper” på vores strande, spørger Henning Bager.
Han har været en tur på Vejlby Fed Strand tæt ved Middelfart, hvor - som det fremgår af billederne i artiklen - flyder med cigaretskod.
- De bliver ikke væk, bare man trykker dem ned i sandet, fortæller han.
Også på Nordfyn
Det er ikke kun på Vejlby Fed Strand, den er gal. Henning Bager har oplevet lignende tilstande på Hasmark Strand, Fuglsang Strand og ved Flyvesandet på Nordfyn.
Ifølge Hold Danmark Rent skiller danskerne sig af med ni millioner cigaretskod om dagen, og en del af dem ender i naturen.
Det er ikke kun et problem på de fynske strande.
Også i Kongens Have og Odense
I Odense vil man forsøge at minimere affaldet fra rygere ved at sætte særlige skraldespande op i blandt andet Kongens Have.
Alene i Kongens Have smides der ifølge Odense Kommune 700 cigaretskod om dagen på stien gennem parken, der går fra Odense Banegård Center og ind mod gågaden.
Samme problem er der i Munke Mose i Odense, hvor især mange af byens studerende holder til i sommermånederne.
Det tager op mod fem år for et cigaretskod at blive nedbrudt i naturen. Derudover advarer Fyns Politi og Beredskab Fyn i den historisk tørre sommer rygerne om at smide deres cigaretskod i det tørre græs. Det har resulteret i flere natur- og markbrande i løbet af sommeren.
Du kan deltage i debatten om cigaretskod på fynske strande herunder: