På væggen hænger et foto af gården mellem Ejby og Fjeldsted, hvor Richard Hansen har levet det meste af sit liv. Men nu er livsgnisten ved at forsvinde for den 90-årige mand.
- Det er ikke sjovt at blive så gammel. Jeg er bange for igen at falde og ligge og rode rundt på gulvet. Det kniber med at se, og det gør det hele så tungt, når jeg ikke engang kan læse, siger den ældre mand, der altid fulgt med i, hvad der foregår, men også har fået svært ved at høre.
- Jeg synes, det er lidt ørkesløst, tilføjer han, og tager en slurk af kaffen på køkkenbordet, hvor der ligger oprullede forbindinger.
I denne uge havde både han og sønnen håbet, at det hele lysnede lidt. En visitator fra kommunen skulle nemlig komme på besøg mandag for at bedømme, om Richard vil være egnet til en plads på plejehjem. Hidtil har de fået at vide, at det er han for god til.
- Jeg forstår det simpelthen ikke. Min far græder og vil så gerne på plejehjem. Han er så utryg og vil gerne et sted, hvor der er personale hele døgnet, fortæller sønnen Jens Guldberg.
I sidste øjeblik har visitatoren meldt afbud, selv om aftalen om besøget blev indgået 26. maj.
- Men nu har vi lige fået at vide, at de vil trække den nogle uger for at se, hvordan det går med min far, siger Jens Guldberg.
Synet svigter
Sønnen er mødt op i den lille ældrevenlige bolig, som faren flyttede ind i for et år siden. Boligen ligger i det tidligere alderdomshjem i Brenderup, der er bygget om til selvstændige boliger. Da Richard flyttede ind, fik han ingen hjemmehjælp, men han blev dårligere og ville gerne have hjælp til nogle af de dagligdags gøremål som at vaske sig, få gjort rent og få vasket tøj.
- Han er blevet opereret for grå stær, men har også grøn stær, der betyder, at han har et tunnelsyn. Han kan ikke se ud til siderne og ned og kort efter, at han var flyttet ind, begyndte han så småt at tale om plejehjem, men han kunne ikke engang få hjemmehjælp, fortæller Jens Guldberg.
Richard Hansen blev ifølge sønnen blandt andet bedt om at stå på ét ben, og da han kunne det, fik han at vide, at så kunne han også vaske sig selv.
2. juledag ringede den gamle mand til sin søn og sagde, at han ville indlægges, fordi han havde ondt i maven og mente, at han havde blindtarmsbetændelse. Da Jens Guldberg kom, sad faren på sengekanten og var klar til at blive hentet, men en vagtlæge beroligede i telefonen og sagde, at mavepinen formentlig skyldtes den gode julemad, og ganske rigtig forsvandt smerterne i maven.
- Men herefter er det, at min far for alvor føler sig utryg og siger, at han så gerne vil på plejehjem. Først i det nye år gentager han det og siger, at han er ved at miste overblikket, fortæller sønnen.
To gange er den 90-årige blevet testet for demens, men hans hjerne fungerer fint.
Besvimer
I påsken går det for alvor galt, da Richard Hansens eks-hustru ikke kan ringe sin tidligere ægtefælle op. Det gør hun hver dag senest klokken otte for at høre, om alt er i orden. Ingen af børnene er i nærheden, men hun får til sidst fat i en ansat i dagcenteret, der ligger ved siden af ældreboligerne.
Da den ansatte får adgang til Richard Hansens bolig, ligger han bevidstløs på gulvet. Han kan kun huske, at han som sædvanlig stod op klokken seks og blev svimmel. Derefter er alt sort.
Efter et par dage på sygehuset kommer han hjem og siger igen til sønnen, at han så gerne vil på plejehjem. Det bliver da også til besøg af en visitator, og nu bliver han så for første gang tildelt hjemmehjælp til at få vasket gulv og få vasket sit tøj.
En måned senere besvimer Richard Hansen igen, og Jens Guldberg finder ham liggende på gulvet, da han kommer en søndag formiddag.
- Han lå bare i fosterstilling, og da lægevagten kom, blev han indlagt med det samme, fortæller sønnen.
Får nødkald
Herefter får Richard Hansen efter anbefaling fra sygehuset tildelt mere hjemmehjælp, så han nu får besøg tre gange om dagen. Om morgenen får han hjælp til at tage sine piller, komme i tøjet og få sin morgenmad. Desuden smørrer hjælperen et par rugbrødsmadder, så han selv kan tage sin frokost. Klokken 17 får han hjælp til at få varmet mad i mikroovnen, og endelig kommer der en, når han skal i seng.
- Jeg har også fået det her, siger Richard Hansen og viser nødkaldet på armen.
Alligevel er han stadig bange for at falde om og ikke blive fundet. Derfor håber han på en plads på plejehjem.
- Jeg vil gerne være et sted, hvor der er personale, og jeg ved godt, at plejehjemmet er sidste station, men det vil gøre mig mere tryg, siger den 90-årige mand og tager endnu en slurk af kaffen.
Systemet presser
Jens Guldberg oplever, at faren dagligt ringer til ham for at få ham til at komme.
- Fra kommunen oplever jeg et pres for, at han for alt i verden skal blive her, men jeg forstår det ikke. Det er fair nok, at man i dag skal være dårligere for at komme på plejehjem, men her sidder vi med en mand på 90, der har svært ved at se, går ind i ting og er blevet usikker på verdenen og bange for at være alene, siger sønnen.
Han erkender, at hans far næppe fysisk får det bedre af at komme på plejehjem.
- Men han ville føle sig mere tryg. Det er det afgørende. På mig virker det som, at man presser folk til det yderste for at undgå en dyr plejehjemsplads, men det kan ikke være rigtig, at man først kan komme der fjorten dage før, man ligger i kisten, siger Jens Guldberg.
Han havde besluttet sig for at hæve stemmen, når visitatoren denne gang kom på besøg. Det blev så ikke som planlagt i denne uge.
- Og jeg ved også godt, at det er politisk bestemt, hvor meget hjælp de ældre skal have og hvor mange, der kan få en plejebolig. Min far er sådan en, der ikke vil være til besvær, men det seneste halve år har været uværdigt for ham, og jeg føler, at systemet har svigtet. De bløde værdier er forsvundet. Det gør ondt at se ham sidde og græde, fordi han er bange for at falde igen og skulle ligge på gulvet, siger Jens Guldberg.
Han er konsulent i byggebranchen og er den af de fem børn, der er tættest på faren. Og den 90-årige har helt styr på det med børnebørn og oldebørn.
- Jeg har otte børnebørn og ét oldebarn, smiler han.
Fakta
Derfor kan Richard ikke komme på plejehjem
Leder af afdelingen Myndighed og Visitation i Middelfart Kommune, Pia Schjøtt, forklarer i samarbejde med en erfaren visitator, hvordan kommunen bedømmer, om en borger kan få en plads på plejehjem.
Hun vil ikke kommentere den konkrete sag.
Hvad er afgørende for, om man kan få en plads på plejehjem i Middelfart Kommune?
- Udgangspunktet er, at man skal opfylde ét af tre kriterier.
- Et: Man skal have en svær og varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, der kræver, at man har brug for støtte døgnet rundt.
- To: Man skal have et omfattende behov for støtte til personlig pleje eller omsorg, der ikke er mulighed for at sikre i den nuværende bolig
- Tre: Man kan have massiv angst og utryghed, som ikke kan afhjælpes ved andre indsatser
Hvilke indsatser kan det være?
- Det kan være mere hjemmehjælp, det kan være et nødkald, det kan være ophold i dagcenter nogle dage om ugen. Der kan være mange ting, der kan afhjælpe utryghed.
Hvor ofte er utryghed forklaringen på ønsket om at komme på plejehjem?
- Det er svært at sige, men der kan være borgere, der frygter at falde i eget hjem. Men det er jo det samme som hvis, de er på plejehjem. Her er man heller ikke overvåget døgnet rundt. Det gør ikke den store forskel, men vi foretager en individuel vurdering hver gang. Mange ting som for eksempel ens bolig og netværk spiller ind. Men det er aldrig sjovt at have massiv angst, og kan det ikke afhjælpes på nogen måde, kan vi give en plejehjemsplads.
Vi har talt med en 90-årig, der har svært ved at se, er faldet to gange og har mistet bevidstheden. Han er bange. Hvorfor er han ikke egnet til en plads på plejehjem?
- Vi kan ikke udtale os om en konkret sag, men generelt sige, at vi altid vil vurdere, om utryghed kan afhjælpes ved andre indsatser.
Hvorfor, hvis en borger inderligt ønsker at komme på plejehjem?
- Fordi vi skal have de rigtige ind på plejehjemmene. Dem, der har allermest brug for det. Derfor prøver vi altid først finde løsninger i eget hjem.
Hvor meget hjælp kan man få i eget hjem?
- Så meget der er behov for uden, der konstant er personale. Du kan for eksempel godt få besøg 10-12 gange på et døgn, hvis det er det, der er brug for.
Sønnen til den 90-årige fortæller, at faren er blevet bedt om at stå på ét ben for at kunne vurdere, om han kunne holde balancen og dermed vaske sig selv. Er det praksis?
- Nej. Det er ikke den måde, en visitator vil gøre. Det har jeg aldrig hørt om.
Hvem bedømmer den ældre?
- Vores visitatorer er uddannet til det og har mange forskellige baggrunde. Det kan være en terapeut, sygeplejerske, socialrådgiver eller social- og sundhedsassistent.
Og hvad foregår der under en visitation i hjemmet?
- Nogle visitatorer følger et interviewskema, andre bruger erfaringen og lytter mere bredt til pårørende og den ældre, og nogle gange kan træffes en afgørelse på stedet. Andre gange bliver man nødt til at tale med kolleger eller måske få ekstra oplysninger fra en læge.
Er det blevet sværere at få tildelt plads end for få år siden?
- Nej.
I dag er 13,8 procent af de over 80-årige i Middelfart Kommune i en plejebolig, og fastholdes den procentdel vil der frem mod 2030 skulle bygges 188 flere plejeboliger, men kommunen har ingen byggeplaner. Hvordan vil I løse det?
- Det er rigtigt, at vi står overfor meget store udfordringer. Det gør man i alle kommuner, men det er et politisk spørgsmål, hvad man vil gøre.
