19 måneder gammel dreng blev fjernet uden varsel - nu bliver kommune meldt til politiet

Plejefamiliernes Landsforening vil politianmelde Nordfyns Kommune, efter en 19 måneder gammel dreng blev fjernet uden varsel fra sin plejefamilie. Kommunen håber, at sagen stadig kan løses med dialog.

Det er sagens gang, ordvalget i kommunens interne dokumenter og et afslag på krav om erstatning, der har fået Plejefamiliernes Landsforening til at forberede en politisag mod Nordfyns Kommune. Kommunen står uforstående over for fagforeningens næste varslede træk i en trist sag.

Sagen har en 19 måneder gammel dreng i centrum. Han blev i august fjernet uden varsel fra sin plejefamilie, der havde haft ham i pleje siden fødslen. Et greb foreningen kalder et "clean cut", der også prompte udløser et boykot, hvor foreningen fraråder medlemmer fremover at indgå et samarbejde med den pågældende kommune. 

Efterfølgende har Plejefamiliernes Landsforening sammen med den pågældende plejefamilie undersøgt sagen nærmere med aktindsigt i sagsbehandlingen, og de har altså også sendt en krav om erstatning for fejl, de mener, er blevet begået. Fejl kommunen imidlertid ikke anerkender. Derfor er der nu en politianmeldelse på vej, lyder det fra Inge Neander, formand for Plejefamiliernes Landsforening.

- Vores advokat er ved at forberede den pågældende sag. Og vi er også parat til at undersøge, om der er sket fejl i andre sager i Nordfyns Kommune, siger hun.

Hun mener ikke, at foreningen dermed er med til at optrappe en konflikt.

- Det er tid til at sætte foden ned over for kommunen. Og kommunerne generelt. De har ikke behandlet vores medlemmer ordentlig, der er bare ingen, som tør stå frem og fortælle om det. Men nu skal der ske noget, siger Inge Neander.

Håber stadig på en løsning

Karsten Poulsen, direktør, Børn og Unge i Nordfyns Kommune, afviser, at der skulle være begået fejl i sagsbehandlingen, men han kan ikke gå nærmere ind i den konkrete sag.

- Vi er ikke enige. Det er vores klare opfattelse, at vi har fulgt lovgivningen. Og jeg er overrasket over den måde, foreningen griber det an på. Det er ikke en metode, vi er vant til fra vores samarbejde med andre faglige organisationer, siger han.

Karsten Poulsen, Direktør for Børn og unge, Nordfyns Kommune
Karsten Poulsen, Direktør for Børn og unge, Nordfyns Kommune
Foto: Tim Kyhn


Plejefamiliernes Landsforening har tidligere holdt møde om sagen med Karsten Poulsen og andre medarbejdere i Børn og Unge i Nordfyns Kommune, men parterne nåede ikke til enighed. I næste uge skal de så mødes igen.

- Jeg håber stadig på, at vi kan nå frem til en fælles opfattelse af sagen. Jeg har stadig et ønske om at få et godt samarbejde med foreningen, siger Karsten Poulsen. 

Ingen Neander går også til møde i næste uge med forhåbninger.

- Jeg håber, at det her kommer til at gøre en forskel for vores medlemmer. Vi forventer, at fremover kan ingen blive udsat for det, familien her har været udsat for. 

Plejefamiliernes Landsforening har lige nu boycuttet seks kommuner landet over, men har ikke tidligere politianmeldt en kommune for brud på lovgivning.

Oversigt

    Oversigt