Anne-Sofie dødfødte sine tvillinger halvvejs i graviditeten: - Jeg tænkte, hvordan kan jeg nogensinde leve igen?
Artiklen er mere end 30 dage gammel
Hvert år mister i gennemsnit 150 børn livet, inden de er fyldt et år. To af børnene i statistikken var Anne-Sofie Rubach og Thomas Rubachs sønner. Hun fødte sine drenge i uge 20, men de nåede aldrig at leve længere end en dag. I dag bearbejder hun stadig den store sorg, tabet efterlod.
Det er aften og helt mørkt udenfor. Det er onsdag den 26. oktober 2022. 30-årige Anne-Sofie Rubach har huset i Otterup på Nordfyn for sig selv. Hendes mand Thomas Rubach er ude at spille padel. Med ansigtsmaske på sidder hun på sofaen og ser YouTube-blogs.
Helt alene føler hun sig dog ikke. I hendes mave vokser der to fine og raske drenge, som hun venter spændt på.
Thomas og Anne-Sofie Rubach er nemlig et af de mange par, der har kæmpet med at blive forældre. To års fertilitetsbehandling er endelig resulteret i en graviditet og endda med tvillinger.
Om to dage skal hun sygemeldes og på barsel. Det betyder, at der er mere tid til at indrette børneværelset, planlægge fødslen og glæde sig til drengenes ankomst. Det er der rigeligt tid til, da hun kun er 20 uger henne.
Forkortet livmoder
Mens hun sidder på sofaen, mærker hun noget i kroppen.
Hun bløder.
Den sædvanlige Google-søgning fortæller, at dette er meget normalt, så urolig er hun ikke. Men det bliver ved. I to timer. Thomas Rubach kommer straks hjem, og ringer til Odense Universitetshospital, hvor de bliver bedt om at komme ind til tjek. Anne-Sofie Rubach er stadig ikke nervøs.
Drengene bliver tjekket med ultralyd-scanneren på OUH, og de har det heldigvis fint. Et hurtigt tjek længere nede på kroppen får lægen til at se meget alvorlig ud.
Livmoderen er forkortet, og der stikker enten en hånd eller en fod ud. Der er intet at gøre. Den ene dreng vil ud. Anne-Sofie Rubach er i fødsel.
- Vi begyndte bare at græde helt vildt. Begge to. Altså vi brød bare sammen. Fuldstændig hysteriske. Det føles bare som om, at hele ens verden braser sammen.
Nu går det hurtigt. Pludselig skal de tage stilling til, om drengene skal døbes, hvor de skal begraves, og hvad de skal hedde. Noget der virker fjernt. Og hvordan vælger man, hvor ens højtønskede børn skal begraves? Det er helt vildt overvældende, men valgene er stadig vigtige. Tvillingerne skal hedde Theodor og Elliot, og de skal døbes.
Spædbarnsdød og sorgen, der medfølger
Anne-Sofie og Thomas Rubach er langt fra alene om at mistet sine spædbørn. I de seneste fem år har i alt 760 spædbørn mistet livet indenfor det første leveår i Danmark. Størstedelen dør indenfor de første seks dage, hvor tallet lyder på 500 barnedød. Det fremgår af tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Theodor og Elliot indgår i denne statistik, selvom Anne-Sofie Rubach fødte tidligt. Det skyldes, at de blev født i live, og derfor anses de som børn.
Sorgen, der fylder efterfølgende, er meget individuelt og påvirker forældrene på hver sin måde. Det fortæller Dorte Hvidtjørn, som er lektor på Aarhus Universitet og forsker i forældres oplevelser og emotionelle helbred efter at have mistet et spædbarn.
Ifølge hende, ser man typisk, at sorgen er større, jo længere henne i graviditeten forældrene er, jo større fylder sorgen. Det skyldes, at de bliver meget knyttet til barnet i graviditeten.
Lige inden Eleanors fødsel skete det værst tænkelige - Celeste måtte gemme sig med sin døde baby
Celeste Egede følte ikke, hun kunne gå blandt nybagte forældre med sin dødfødte pige på barselsgangen. OUH erkender problem med sygehusets fysiske rammer.
- Det er slut. Vores pige er død.
Celeste Egede har oplevet noget af det værste, man kan som forælder, men oven i sorgen efter en dødfødsel kritiserer hun forholdene på barselsafsnittet på Odense Universitetshospital.
De er simpelthen ikke gode nok for forældre til dødfødte børn.
Og Celeste Egede er ikke den eneste med kritikken.
I denne uge fortalte Marie Czerepowicz Kaas til TV 2 Fyn, at det var urimeligt, at hun for nylig skulle bearbejde sin sorg blandt babygråd og lykkelige forældre, og det husker Celeste Egede alt for godt følelsen af.
- Jeg bliver sendt op på barselsgangen, hvor jeg skal ligge og vente på, jeg bliver sat i gang og føde mit døde barn blandt alle, der har deres levende børn. Det er selvfølgelig megahårdt, siger Celeste Egede.
Hele verden bryder sammen
Det hele sker i september 2022. Celeste Egede er højgravid med sit første barn. Kort før terminen går det galt.
- Jordemoderen kan ikke finde hjertelyd, siger Celeste Egede.
- Jeg ved udmærket, at det er slut. Vores pige er død. Jordemoderen siger ikke noget. Hun ryster bare på hovedet.
På det tidspunkt bryder hendes verden sammen.
- Jeg husker bare, at jeg ser det udefra. Det er en ud-af-kroppen-oplevelse. Noget, jeg aldrig troede, jeg skulle opleve. Jeg kaster mig ned på gulvet og skriger: "Nej, nej, nej!" Jeg var bare helt tom indeni.
- Jeg skulle bare føde det her barn, og så skulle jeg væk. Væk fra hospitalet. Det endte så ikke sådan. Problemet er, at jeg har fødselsdag den 16. september. Vi fandt ud af, at vores datter var død dagen før, og så anbefalede de, at jeg ikke blev sat i gang. Det kunne ende med, at jeg ville føde hende på min fødselsdag.
Lyden af levende babyer og lykkelige forældre
Det bliver begyndelsen på et flere dage langt ophold på barselsafsnittet - blandt nyfødte babyer og forældre, der stolt viser familiens nye medlem frem.
- Jeg kan høre alle de andre forældre, der går hen for at hente mad på gangen. Vi får så serveret maden hos os, så vi ikke skal møde nogen levende babyer og glade forældre.
Celeste Egede føler sig isoleret på sin enestue, hvor hun og kæresten skal håndtere sorgen over deres tab.
- Jeg har ikke lyst til at gå ud. Tænk, hvis jeg kunne risikere at se et levende barn og glade forældre. De ved ikke, at mit ikke er i live. Tanken om at møde forældre med levende børn er hjerteskærende, og det føles helt forkert at gå ud på gangen med sit døde barn, siger Celeste Egede.
Udskyder dødfødsel på grund af fødselsdag
Dagen efter sin egen fødselsdag bliver hun sat i gang. Natten til 19. september føder hun Eleanor.
- Vi samles alle sammen på stuen. Mine søskende får lov at holde Eleanor. Det er en god oplevelse at have født mit barn, også selv om hun ikke er i live. Det er selvfølgelig en mærkelig følelse, fordi der kommer et tidspunkt, hvor vi skal sige farvel, og hvor vi ikke kommer til at se hende igen, men det føles, som om det var for evigt. Jeg ville ønske, vi var dernede hele tiden frem for at være på barselsgangen, fortæller Celeste Egede.
Om aftenen den 19. september forlod de barselsafsnittet - uden deres baby.
- Det var forfærdeligt. Det var det værste, jeg nogensinde har gjort.
- At vide at jeg aldrig kommer til at møde hende, holde hende eller røre hende. Eller bare tage et billede. Nu er hun et andet sted, og hun kommer aldrig tilbage.
Celestes største ønske
Halvandet år efter dødfødslen sidder Celeste Egede i dag tilbage med en følelse af, at rammerne på OUH var under al kritik for forældre i hendes situation.
- Det største ønske, jeg har for fremtidige forældre til døde børn, er, at der bliver lavet en stue væk fra barselsgangen. Om det så er i kælderen. Det skal bare ikke være i nærheden af levende børn, siger Celeste Egede.
- Tanken om at ligge i orkanens øje og høre alle de babyer og glade forældre. Hvorfor kan man ikke lave et lille afsnit, hvor der bare er en afdeling for tab, spørger hun undrende.
Ligesom Marie Czerepowicz Kaas og flere andre forældre, TV 2 Fyn har været i kontakt med, efterlyser hun bedre fysiske rammer på barselsafsnittet på OUH.
- Der kunne være en lille gang, hvor man kunne gå rundt med sit døde barn og bruge den tid, man har lyst til. Jeg føler, det kan skynde lidt på øjeblikket, man har med sit barn, for jeg har lyst til at komme væk derfra. Man skal have den tid, man har brug for, og familien kan komme og sørge og glæde sig uden at skulle tænke på alle de andre forældre, der ligger glade inde ved siden af, forklarer Celeste Egede.
Hvor skulle det være?
- Alle andre steder. Det er det værste sted, du kan placere folk, der skal føde et dødt barn.
- Jeg føler mig vred og skuffet, for jeg havde forventet noget andet. At få en stue, som ikke var på barselsgangen. Jeg havde forventet, at der blev taget bedre hånd om folk i sorg. Personalet er supergode og dygtige, men det er systemet. Jeg er skuffet over, at nogen kan tænke sådan.
Hvorfor skal man bruge penge på at flytte personale og lave om på afsnittet?
- Der bliver født døde børn over hele landet, men man kunne have et afsnit for tab i Odense, København, Midt- og Vestsjælland og to i Jylland. Jeg kunne sagtens, hvis jeg kom fra Svendborg, køre til Odense for at være på det afsnit, fordi jeg vidste, mit barn ikke var i live. De eneste penge, der bliver brugt på måske to stuer, er, når der er nogen, der ligger der.
Hvis der lå nogle få afdelinger forskellige steder i landet for dødfødte børn, ville hun ikke se noget problem i at køre i to timer for at komme hen til sådan et afsnit.
Adjunkt: Det udstiller ekstrem kontrast
Det er ikke kun forældre til dødfødte børn, der ser problemer i, at de skal færdes på barselsafsnittet efter en dødfødsel.
- Det kan være rigtig ubehageligt, at man bliver konfronteret med det, der skulle have været. Man ser de lykkelige forældre og alt det, man skulle have haft. Det udstiller en ekstrem kontrast, siger Dorte Mølgaard Christiansen, der er adjunkt på Institut for Psykologi på Syddansk Universitet.
Hun understreger, at forældre, der mister et barn, skal slås med sorgen resten af livet, så der skal tages særligt hensyn til dem.
- Det er stort tab at miste sit barn, uanset om det er før eller efter fødslen, så der er enorm stor sorg forbundet med det, siger Dorte Mølgaard Christiansen.
- Det er ikke bare et foster, når man er så langt henne. Det er et barn, man mister. Det er et barn, man har en masse kærlighed til, som man føler omsorg for og tilknytning til, og et barn, som man har en masse drømme for. Kærligheden bliver gjort hjemløs, og det er meget smerteligt, forklarer hun.
At forældrene ville få et separat afsnit, vil dog formentlig ikke betyde så meget i det lange sorgforløb.
- Uanset hvor du placerer dem, er det en forfærdelig og meget traumatiske oplevelse, men det ville gøre, at de fik mere plads.
OUH: Derfor kan det ikke lade sig gøre
På OUH forstår man udmærket behovet for separate afsnit.
Når det ikke kan lade sig gøre i Odense, er det et spørgsmål om kapacitet. Det forklarer chefjordemoder Anette Lund Frederiksen.
- Vi er på et ældre sygehus, så de fysiske rammer, vi har, er ikke helt optimale, siger Anette Lund Frederiksen.
- På Svendborg Sygehus er der mulighed for at skærme mere i forhold til lige præcis sådan noget her, så man ikke bliver konfronteret med at være blandt nogle mennesker i en anden situation, forklarer hun.
I Svendborg er der tale om en midlertidig løsning for at imødekomme behovet, men det er ikke muligt i Odense, hvor man dog forsøger at lave rammerne så tilpassede som muligt, selv om det ikke er optimalt.
Chefjordemoder: På Nyt OUH er det tænkt ind
Fødslerne må dog ikke flyttes væk fra fødeafdelingen af sikkerhedsmæssige årsager.
- At føde et dødt barn kræver det samme som at føde et levende. Hvis vi trækker det for langt væk, mangler vi noget af sikkerheden omkring forløbene, så vi kan ikke flytte rammen langt væk, forklarer hun.
Til gengæld er det tænkt ind i den kommende fødeafdeling på Nyt OUH.
- Når vi kommer ud på det nye, har vi taget de forholdsregler. Der er det noget helt andet. Desværre varer det et par år, siger Anette Lund Frederiksen.
- Det bliver et afsnit, vi lægger i forlængelse af fødegangen, så man kan være i fred med sin familie.
Nyt OUH åbner tidligst i 2025 - efter flere års forsinkelse.
Blev hurtigt gravid igen
Så længe skulle Celeste Egede heldigvis ikke vente på at blive gravid igen. Hun og kæresten gik i gang med det samme for at komme videre med deres liv.
- Det eneste, jeg tænker på i måneder efter, er at blive gravid. Der er ingen andre tanker. Jeg skal bare have et barn, for det fik jeg frataget.
5. november 2023 fødte hun en datter.
Helt nemt gik det ikke. Parrets lille datter kom direkte på intensiv afdeling og lå i respirator i tre dage. Men det er anden historie. Datteren er i dag sund og rask.
- Det som jeg synes kendetegner tabet under graviditeten, er, at forældrene egentlig også bliver overrasket over, hvor meget de allerede er knyttet til barnet, hvor meget de faktisk kender barnet, og hvor meget de faktisk føler sig som forældre, selvom barnet er dødt. Det kan der godt være mange, der synes, er mærkeligt, at de faktisk også får den store kærlighed til deres barn og en stolthed over barnet, siger hun.
Forældrene forbereder sig mere og mere til barnets ankomst. De begynder at købe tøj og legetøj til barnet og læser bøger om fødslen og dét at være forældre. Derfor er tabet af barnet helt chokerende og uforståeligt for dem, siger Dorte Hvidtjørn.
Den værste dag i hendes liv
Disse tanker sidder Anne-Sofie Rubach også med i hospitalssengen på OUH’s fødeafdeling. Stilheden og tomme blikke, der til tider bliver overtaget af gråd, fylder stuen, som hun har for sig selv.
Tankerne bliver dog overrumplet af de voldsomme smerter, hendes livmoder påfører hende natten til torsdag.
Theodor skal ud. Hun presser og presser, men ingen baby kommer ud. Hun kan ikke.
Jordemoderen fortæller Anne-Sofie Rubachs mor, at hun ikke gør sit bedste. At inderst inde prøver hun på at holde på ham. Men han er nødt til at komme ud. Det ved hun også godt.
Natten til fredag prøver hun igen, og denne gang lykkes det.
Klokken 03:23 den 28. oktober 2022 føder Anne-Sofie lille Theodor. Selvom det er helt mørkt udenfor, stråler hun af glæde og stolthed.
Hun er endelig blevet mor.
Han kommer hurtigt op på hendes bryst, og få vist sig frem med et lille spjæt. Alle ti fingre og ti tæer har han. Helt rolig og lydløs ligger han på brystet med sine uudviklede øjne lukket og hjertet bankende.
Hun ser ned på ham, og en varm følelse erstatter den triste og sørgelige følelse i hendes krop. Selvom hun godt ved, at Theodor snart vil trække vejret for sidste gang, er hun alligevel stolt og glad for at møde sin lille søn. Hun er ikke bange mere.
To timer efter banker hjertet ikke længere, og varmen forsvinder fra kroppen.
Lige pludselig går det amok inde i maven. Elliot sparker rundt og er helt hysterisk. Og så kan hun mærke et smæld. Anne-Sofie Rubach skriger, mens vandet fosser ud af hende. Hun ved godt, hvad det betyder. Elliot vil også ud.
“Jeg kunne bare ikke mere. Der gik det bare helt ned for mig, fordi nu havde vi lige været igennem alt det her. Vi havde lige fået det her lille håb. Og så gik det bare galt allerede. Jeg kunne bare ikke være i det mere. Der brød jeg sammen.”
Jordemoderen kommer hurtigt ind på stuen, og straks efter er Elliot født. Uret viser 06:44 – cirka tre timer efter Theodors fødsel. Alligevel er denne fødsel anderledes. Rummet er fyldt med gråd fra begge forældre, fordi nu er håbet fuldstændigt slukket. Elliot kommer op på Anne-Sofie Rubachs bryst. Han ligner Theodor på en prik med alle ti fingre og tæer.
En time efter dør Elliot.
Tilbage sidder Anne-Sofie og Thomas Rubach fuldstændig sønderknuste. De har gennemlevet et mareridt. Tre dage efter forlader de drengene og kører hjem.
Hvordan hjælper man som pårørende?
Forskningen viser, at sorgperioden er individuel. Ifølge Dorte Hvidtjørn ser man ofte, at forældre bearbejder sorgen gennem hele deres liv.
I begyndelsen fylder den meget hos forældrene, og de har svært ved at få en hverdag til at fungere igen. Dorte Hvidtjørn nævner, at det hjælper forældrene, hvis de bliver anerkendt, og der ikke skabes et tabu omkring emnet. Det er vigtigt, at forældrene kan få lov til at snakke om deres tab og blive anset som forældre.
Men ifølge Birgitte Sofia Horsten, som er direktør i organisationen Forældre og Sorg, der tilbyder terapeutisk hjælp til forældre og pårørende, når de mister et barn, så har pårørende også svært ved at gribe forældrene i sorgen.
Forældre og Sorg får mange henvendelser fra familie og venner, som ikke ved, hvordan de skal reagere og hjælpe. Hun råder dem til at være der for disse forældre. De skal ikke prøve at reparere problemet, men bare erkende forældrenes sorg. Og det er vigtigt, at det gøres i en længere periode.
- De fleste kan godt finde ud af at være der i de første par uger, men de glemmer måske, at forældrene også er kede af det efter tre måneder, syv måneder og et år. Altså vi kommer jo aldrig til at blive ligeglade med de børn, vi har mistet. Så netop det med at huske over tid betyder rigtig meget, siger hun.
Specielt uddeler Forældre og Sorg en pjece henvendt til pårørende, som guider dem i at hjælpe ens nærmeste i den svære periode.
Hjem igen
Hjemme i Anne-Sofie og Thomas Rubachs trygge rammer har livet ændret sig efter den hårde uge i oktober. Hun er overbevist om, at hun ikke kan komme igennem det. Fordi hvordan skal hun nogensinde leve og være glad igen? Men dybt inde ved hun godt, det hele nok skal gå. Hun har sin mand, og han forstår hendes smerte. Men det er svært at snakke med de nærmeste om det. Hun mangler at blive anerkendt af andre, og det gør ondt.
“Jeg tror, det har været svært for rigtig mange at vide, hvad de skulle hjælpe os med. Også fordi vi ikke selv har vidst, hvad vi havde behov for. Så vi har jo ikke rigtig kunnet bede om hjælp.”
Trods alt finder de anerkendelse et andet sted. Tre uger efter de mistede Theodor og Elliot blev de tilbudt at være med i en sorggruppe med to andre par og en alenemor, som har oplevet det samme. Og det er rart. Endelig er der nogle andre, der forstår smerten.
I dag, lidt over et år efter Theodor og Elliot forlod verden, prøver de stadig at blive gravide. Men også det er en svær proces.
- Vi har nok mistet lidt modet på mange punkter, men omvendt vil man heller ikke lade vær med at prøve, fordi så får man heller ikke noget ud af det. Så vi bliver bare ved, siger hun.
Marie fødte dødt barn - stemmerne på den anden side af væggen gjorde hende ulykkelig
Det er urimeligt og hjerteskærende, at forældre til et dødfødt barn skal bearbejde deres sorg blandt nybagte forældre, mener forældre til dødfødt søn.
Hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvad der ventede hende.
18. januar fødte Marie Czerepowicz Kaas en død dreng.
Sammen med sin mand, Stefan Czerepowicz, fik førstegangsforældrene en enestue på barselsafsnittet på Odense Universitetshospital.
Det var også her, de skulle sige farvel til deres lille søn Storm - omgivet af lyden af babygråd og glade forældrestemmer gennem væggene.
- Barselafsnittet på OUH er måske det sted, hvor der er allermest lykke, og så vi er placeret der midtimellem, hvor vi er i vores allerstørste sorg, fortæller Marie Czerepowicz Kaas.
- Det eneste, man ikke har lyst til at se, er babyer. Det er alt det, man ikke selv får. Det bliver man konfronteret med døgnet rundt på sygehuset.
Så skete det værst tænkelige
Graviditeten begyndte ellers, som den skulle, men kort inden terminsdatoen skete det værst tænkelige.
- Knap en uge fra terminen kunne en jordemoder ikke finde hjerteslag. Derfra gik det hurtigt. To dage efter fødte jeg vores søn Storm.
De vidste inden fødslen, at han var død.
- Alt braste sammen. Alt gik itu. Det var uvirkeligt. Vi var så tæt på. Han var sund og rask, siger Marie Czerepowicz Kaas.
I dagene efter fødslen skulle de bearbejde sorgen blandt lykkelige, nybagte forældre - og konflikten mellem kærlighed og sorg gjorde kun ondt værre.
- Jeg tror ikke, man kan forstå, hvis man ikke har prøvet det, hvordan det er at sidde med sin nyfødte og være stolt og elske det her lille barn og bare håbe på, det skriger og vågner op. Vi er lige så stolte forældre, der får et nyfødt barn. Vores var bare død. Vi sidder med ham og tæller fingrene, tæller tæerne og ser det flotte hår. Men han er død. Og der er bare ikke noget at gøre, fortæller hun.
Hørte babygråd gennem væggen
Halvandet døgn tilbragte forældrene på barselsafsnittet, mens familie og venner kom på besøg for at støtte dem i deres livs største krise.
- Det er urimeligt. Det er hjerteskærende. Vi kunne høre babyer igennem væggene. Vi kunne høre folk, der er glade. Forældre, der er lykkelige. Selvfølgelig er de lykkelige. Vi ville ønske, vi var i samme situation. Det er vi bare ikke. Det er konstant påmindelse om, at vi ikke er det.
- Jeg var bange for at gå ud ad døren på sygehuset. Jeg holdt mig inde.
Find et andet sted til forældrene
Derfor håber hun, at OUH vil finde en løsning, så forældre i en lignende situation ikke får samme oplevelse.
- Jeg ønsker, at der skal tages mere hånd om forældre som os og ikke kun forældre, der mister. Jeg forstår simpelthen ikke, at man med god samvittighed kan placere forældre som os blandt nyfødte og nybagte forældre, fortæller hun.
Konkret foreslår hun, at forældre, der mister et barn, bliver placeret på et andet afsnit væk fra nybagte forældre og babygråd. Selv om de gjorde personalet opmærksom på problemet, var det ikke muligt.
Det er afgørende for forældrene, at de kommer i gang med at bearbejde sorgen.
- Forældre, der mister et barn, er i massiv risiko for at få kompliceret sorg, så der skal tages hånd om det fra starten af. Man skal have lov til at sørge, siger Marie Czerepowicz Kaas.
- Jeg kunne godt tænke mig, at man ikke skulle stå ved elevatoren sammen med forældre, der står med en nyfødt i en autostol, mens man går tomhændet hjem. Der skal passes mere på os, fortæller hun.
Sorg koster penge
Der er cirka 60.000 fødsler om året, hvoraf mellem 200 og 250 er dødfødsler.
Hvorfor skal man bruge penge at lave et helt afsnit til dem, når der er så relativt få?
- Sorg koster penge. Vi har begge sorgorlov og går hjemme i et halvt år. Hvis vores sorg ikke bliver håndteret, kan den udvikle sig til et kompliceret sorgforløb, som kan koste endnu mere. Jeg vil gerne tilbage på arbejde på et tidspunkt, men det kræver, at jeg får den rigtige behandling, og der bliver taget hånd om mig med sorggrupper, sorgvejledning og psykologer, lyder det fra Marie Czerepowicz Kaas en måned efter dødfødslen.
I får jeres egen stue. Er det ikke nok?
- Det er ikke nok bare at få sin egen stue. Jeg sætter stor pris på, at vi kunne få lov at være alene, og vi kunne være der lige så lang tid, som vi havde behov for. Men man burde kunne afskærme stuerne noget mere, så man kan undgå at blive konfronteret med sit største mareridt, når man har mistet sit barn.
Forældrene har stor ros til jordemødrene på barselsafsnittet - særligt to af dem: hende, der tog imod deres dreng; og hende, der tog sig af ham, da de havde sagt farvel.
Hun håber, at der bliver oprettet et særligt afsnit for dødsfødsler på fødegangene i Odense og Svendborg.
OUH: Derfor kan det ikke lade sig gøre
På OUH forstår man udmærket behovet for separate afsnit.
Når det ikke kan lade sig gøre i Odense, er det et spørgsmål om kapacitet. Det forklarer chefjordemoder Anette Lund Frederiksen.
- Vi er på et ældre sygehus, så de fysiske rammer, vi har, er ikke helt optimale, siger Anette Lund Frederiksen.
- På Svendborg Sygehus er der mulighed for at skærme mere i forhold til lige præcis sådan noget her, så man ikke bliver konfronteret med at være blandt nogle mennesker i en anden situation, forklarer hun.
I Svendborg er der tale om en midlertidig løsning for at imødekomme behovet, men det er ikke muligt i Odense, hvor man dog forsøger at lave rammerne så tilpassede som muligt, selv om det ikke er optimalt.
Chefjordemoder: På Nyt OUH er det tænkt ind
Fødslerne må dog ikke flyttes væk fra fødeafdelingen af sikkerhedsmæssige årsager.
- At føde et dødt barn kræver det samme som at føde et levende. Hvis vi trækker det for langt væk, mangler vi noget af sikkerheden omkring forløbene, så vi kan ikke flytte rammen langt væk, forklarer hun.
Til gengæld er det tænkt ind i den kommende fødeafdeling på Nyt OUH.
- Når vi kommer ud på det nye, har vi taget de forholdsregler. Der er det noget helt andet. Desværre varer det et par år, siger Anette Lund Frederiksen.
- Det bliver et afsnit, vi lægger i forlængelse af fødegangen, så man kan være i fred med sin familie.
Nyt OUH åbner tidligst i 2025 - efter flere års forsinkelse.
