Audi Sport og Phoenix Racing har hyret fynboen til at køre om europamesterskabet i bilklassen GT4, som bilgiganten nu går ind i.
- Igennem de seneste to år har vi set Nicolajs store evner som racerkører, og jeg er sikker på, at han er manden, der kan gøre vores GT4-entré til en succesfuld kampagne, siger teamchef Ernst Moser og tilføjer:
- Nicolaj har bevist sin fart og erfaring både i VLN og i 24-timers løbet på Nürburgring og kørte også vores Audi R8 til en fornem sejr i sekstimers kvalifikationsløbet på Nürburgring. Nicolaj har været en del af Phoenix Racing-familien i de seneste to sæsoner, og jeg er glad for også at have ham på holdet i 2018.
Nicolaj Møller Madsen er stolt og lover at leve op til forventningerne:
- Jeg ser det som et kæmpe skulderklap, at de har valgt mig til at introducere bilen i GT4, hvor de har en klar målsætning om at vinde europamesterskabet. Den målsætning deler jeg 100 procent, og jeg har tænkt mig at kvittere for deres tillid ved at levere på et endnu højere niveau, end de så fra mig sidste sæson, siger han.
Også 24-timers klassiker i GT3
Phoenix Racing ser også gerne, at Nicolaj Møller Madsen bliver en af fire kørere, der skal sikre en podieplads i det klassiske 24-timers løb i klassen GT3 på Nürburgring i Tyskland.
Men det kræver en sum penge, som Nicolaj Møller Madsen skal bruge vinteren på at fremskaffe:
- Det er fantastisk, at mine præstationer i år har åbnet døren til 24-timers løbet, hvor en podieplads bestemt er mulig. Aftalen om GT4 er på plads takket være mit fantastiske netværk og sponsorer, så nu skal vi arbejde hårdt på også at sikre pladsen i GT3, siger han.
Han lægger ikke skjul på, at pengesagerne er en belastning:
- Det er da en stressfaktor, at man oven i den fysiske og mentale træning er så afhængig af det kommercielle fundament, men sådan er livet som racerkører, og jeg ofrer alt for min drøm.