Fik 40 procent af stemmerne, men endte med absolut flertal - sådan gik det til

Ved seneste kommunalvalg lykkedes det Venstre at få absolut flertal i Nordfyns Kommune via deres valgforbund, selvom partiet kun fik 40 procent af stemmerne.

For bordenden i byrådssalen i Bogense sidder borgmester Morten Andersen (V). Til højre for ham sidder hans flertal. Et flertal der endte med 13 ud af 25 mandater ved seneste kommunalvalg.

Det blev en realitet, selvom Venstre kun fik 40 procent af stemmerne, og altså langt fra de 50 procent, der skal til for, at partiet havde haft et flertal af vælgerne bag sig.

Vestre manglede tre mandater for at opnå flertal, og dem fik de forærende af Radikale Venstre, Liberal Alliance og tildels Konservative.

- Ved at de har indgået et valgforbund, har de jo forud for valget bestemt, at i tilfælde af, at de ikke selv som parti kan opnå repræsentation, skal stemmerne tilgå de øvrige partier i valgforbundet, siger Morten Andersen.

Missede en stol

Et valgforbund tæller som ét stort parti, når mandaterne skal fordeles, og da Radikale Venstre og Liberal Alliance ikke fik nok stemmer til selv at få en stol ved siden af borgmesteren, gik deres stemmer til Venstre.

- I og med at det skaffede Venstre det absolutte flertal, så har jeg det skidt med det, siger Radikale Venstres kandidat Bo Jakobsen fire år senere.

Til gengæld fik de to partier indflydelse på en anden måde. 

En trøstepræmie

Venstre gav nemlig Liberal Alliance en bestyrelsespost til et energiselskab til 140.000 kroner i årligt honorar, mens den radikale spidskandidat fik en bestyrelsespost i et vandcenter til 50.000.

- Jo jo, men det er jo en trøstepræmie, kan man sige. På det tidspunkt havde vi en forventning om at komme ind og kunne få indflydelse ved at være i valgforbundet, siger Bo Jakobsen.

I år indgår Radikale Venstre i valgforbund med SF og Enhedslisten, mens Venstre får opbakning fra Konservative og Dansk Folkeparti.

Oversigt

    Oversigt