Flere militære kunder i fynsk dronecenter: - Skræmmende hvordan droner kan gå fra miljøopgaver til våben

Droner er for alvor blevet en krigsteknologi, og det mærkes tydeligt på testcenteret for droner i H.C. Andersens Airport.

I Ukraine bliver befolkningen angrebet med såkaldte kamikazedroner, og i Nordsøen flyver uidentificerede droner rundt ved olieboreplatformene. 

Firmaet QuadSAT har i fem år udviklet og produceret droner fra testcenteret i lufthavnen nord for Odense. De oplever stor militær interesse for deres produkter.

- Forskellige forsvarsenheder inden for Nato viser større og større interesse for de ting vi kan komme med, siger Søren Aarhus, der er ansvarlig for operations hos QuadSAT.

QuadSAT har 20 ansatte og forventer i løbet af få år, at medarbejderstaben vil være fordoblet. 

Deres droner kan måle effekten af kritisk infrastruktur i for eksempel antenner, satellitter og radarsystemer. Og det kan også bruges i krig.

- De kan være med til at teste og validere, at de tropper, der bevæger sig rundt, har god kommunikation tilbage til deres baser, siger Søren Aarhus.

Fra inspektion til våben

QuadSAT er langt fra det eneste af de omkring 15 firmaer, der har etableret sig i dronecenteret, der oplever stigende interesse for de militære aspekter i droneteknologien.

- Det er jo skræmmende, hvor let det er at gå fra noget, der var tænkt til miljøovervågning, inspektion og andre gode ting, til at dronerne meget let kan gøres til et våben, lyder det fra Ulrik Pagh Schultz Lundquist, der er professor og leder af SDU's deltagelse i testcenteret i lufthavne.

Firmaet Weibel fra Allerød bruger også lufthavnen på Nordfyn til test af deres nye radarsystem. Via en ny teknologi kan Weibels radar opdage selv ganske små droner i afstand på op til otte kilometer. 

Hvis en nation bliver angrebet af droner, kan det være ganske nyttigt. 

- Vi har fået en del aftaler om levering af radaren til forsvar rundt omkring i verden, siger Kristian Larsen, der er salgsleder hos Weibel. Han ønsker dog ikke at udtale sig, om radaren også er blevet leveret til Ukraines forsvar. 

De grønne prikker er fugle, mens den røde streg er en lille drone mange kilometer væk fra radaren
De grønne prikker er fugle, mens den røde streg er en lille drone mange kilometer væk fra radaren
Foto: Fra Weibels demonstrationsvideo

Drone overvåger russiske styrker

Men en letvægtsdrone fra det nordjyske firma Sky-Watch er allerede i brug i Ukraine. Dronen, der også er også blevet testet i H.C. Andersens Airport, er udviklet til overvågning i blandt andet landbruget.

- Den har faktisk lige været oppe over Gyldenstensmarker for at tælle græskar, forklarer Ulrik Pagh Schultz Lundquist.

Men dronen bliver nu også brugt til overvågning af fjendtlige tropper på slagmarken i Ukraine. 

- Den er meget let, og den er svær at se, så man skal have en speciel radar, som den Weibel arbejder med, for at kunne spore den, siger professoren fra SDU.

Etiske dilemmaer

Dronevirksomhedernes voksende fokus på forsvaret som kunder, kan få betydning for udviklingen i testcenteret i den fynske lufthavn.

- Det kan godt komme til at påvirke både mængden og den type virksomheder, der er her, siger Michael Larsen.

Og på SDU's campus i H.C. Andersens Airport har udviklingen med flere leveringer til forsvaret ført til nye etiske udfordringer.

- Det er ikke sådan, at vi underviser i teknologier, der er specifikke interessante for forsvaret, men at vi underviser vores studerende i, hvordan vi kan bruge droner og hvordan de selv kan tænke over det.

- Vi støttet op om det danske forsvar, og så skal finde den bedste måde at gøre det på som vidensinstitution, siger Ulrik Pagh Schultz Lundquist. 

Hvis du vil have overblik over, hvad kandidaterne mener om sikkerheds- og forsvarspolitik, så tag vores kandidattest.

Oversigt

    Oversigt