Jesper Nielsen mister endnu et job efter forsøg på at købe nøgenbilleder af mindreårig

Onsdag aften blev socialdemokraten Jesper Nielsen smidt ud af byrådsgruppen i Nyborg efter afsløring om forsøg på køb af nøgenbilleder af en mindreårig. Nu er han også færdig som instruktør på Nordfynsspillene.

På grund af “særlige omstændigheder” har instruktør Jesper Nielsen valgt at trække sig fra Nordfynsspillene som instruktør på sommerforestillingen ”Skammerens datter”. Det oplyser bestyrelsen for Nordfynsspillene i en pressemeddelelse.

- Resten af det kreative team fortsætter uændret, lyder det.

Jesper Nielsen, der har forsøgt at købe nøgenbilleder af en mindreårig pige, blev onsdag aften smidt ud af sin socialdemokratiske byrådsgruppe i Nyborg.

Det skete på baggrund af oplysninger fra Ekstra Bladet. Oplysningerne afslører, at Jesper Nielsen, som er formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og tidligere borgmesterkandidat i Nyborg, forsøgte at købe nøgenbilleder af en 17-årig pige.

Jesper Nielsen: Jeg er så ubeskriveligt flov og skamfuld

Jesper Nielsen har onsdag aften også selv kommenteret sagen. Det har han gjort på sin facebookprofil, hvor han kalder det sin livs fejltagelse.

- Jeg er så ubeskriveligt flov og skamfuld over mine handlinger. Jeg ved, at jeg med mine handlinger har skuffet og svigtet manges tillid til mig, og at det vil tage tid at vinde den tilbage.

- Jeg vil gerne give min oprigtige undskyldning til alle, der nu får sorger og besvær over mine handlinger.

Trækker sig også fra byrådet

Jesper Nielsen skriver desuden i sit opslag, at han også har skrevet til borgmesteren, hvor han beder om at trække sig fra byrådet i Nyborg.

TV 2 Fyn har forgæves forsøgt at få fat i Jesper Nielsen.

På Nordfyn fortsætter sommerens forestilling som planlagt. Bestyrelsen vil inden længe offentliggøre, hvem der tager over som instruktør i stedet for Jesper Nielsen.

“Skammerens datter” kan ses fra 5. til 15. juli ved Otterup Hallen. 

Oversigt

    Oversigt