Wrum!! 250 km/t sikrer fynbo fin sæsonstart i motorsport

Den fynske motorsportskører Nicolaj Møller Madsen viser lovende takter i starten af sæsonen. Sæsonens første Audi-løb gav en sjetteplads.

Selvom løbet på den legendarisk Nürburgring mest af alt var en test for Nicolaj Møller Madsen, så indledte han Audi-sæsonen med en sjetteplads i 1.afdeling af VLN-serien. En afdeling, der blev kørt over fire timer.

Den nordfynske knægt var i gruset en enkelt gang, men fik alligevel kørt sig op fra startplaceringen som nummer 8 til en sjetteplads.

"Det er den vildeste oplevelse i mit racerliv. Mit første løb i en GT3-racer på Nürburgring - flere steder med over 250 km/t, mens man konstant overhaler de næsten 200 andre biler. Jeg havde nogle virkelig fede dueller og overhalede to Mercedes'er, en Bentley og en BMW undervejs - alle fabriksbiler," siger Nicolaj Møller Madsen på sin facebookprofil.

Løbet var et forberedelsesløb til sæsonens altoverskyggende mål - det legendariske 24-timers løb på Nürburgring i slutningen af maj. Det er også i det lys, at sjettepladsen udløser den store tilfredshed hos Nicolaj og Phoenix Racing.

Næste løb i VLN-serien køres 8. april, men allerede næste weekend er Nicolaj tilbage på racerbanen, når Porsche-sæsonen og jagten på EM-titlen begynder på Misano-banen i Italien.

Oversigt

    Oversigt