Der er brand i virksomheden Fortum – det tidligere Kommunekemi – i Nyborg.
Beredskab Fyn og Fyns Politi er rykket ud til stedet, og de oplyser, at branden er under kontrol, og at der ikke er nogen meldinger om tilskadekomne.
Men borgere i området skal fortsat blive indendøre, oplyser politiet.
- Branden udvikler røg, der er sundhedsskadelig ved indånding. Den lugter af rådne æg, fordi der er tale om svovl, skriver politiet i en pressemeddelelse.
Søg indenfor – især hvis der lugter af svovl
Politiet modtog anmeldelsen om brand i oplagret materiale klokken 12.20, og både politi og beredskab er på stedet.
Virksomheden Fortum fjerner og behandler farligt affald. Det er endnu uvist, hvad omfanget af branden er, og hvad årsagen er.
Selvom branden er under kontrol, opfordrer Fyns Politi stadig borgere i området til at søge indenfor.
- Selv om der ikke er synlig røg, så bliv indenfor. Særligt hvis der lugter af svovl er det vigtigt, skriver politiet på Twitter.
Politiet meddeler, at hvis man opholder sig i følgende områder, skal man søge indenfor: øst/nordøst for Slipshavndvej, Lindholmvej og Storebæltsvej, Østeråvej. Området omfatter Sommerbyen, Nyborg Strandcamping.
Søg læge, hvis du har indåndet den giftige røg
Fyns Politi skriver i en pressemeddelelse, at røgen er giftig, da der er udbrudt brand i affald på Fortum på Lindholmvej 3 i Nyborg.
Borgere i det område skal tage røgen alvroligt, skriver de.
- Hvis man føler sig utilpas efter at have indåndet røg – eller ildelugtende luft, så skal man søge læge eller i alvorlige tilfælde ringe 112, oplyser Fyns Politi.