Linjerne er trukket skarpt op. Fem partier med Erik Christensen i spidsen er klar til kamp mod fire partier med Venstres Kenneth Muhs og DF's Carsten Kudsk som frontkæmpere. Valgkampen i Nyborg er i gang, og det ligner et jævnbyrdigt opgør, der venter forude.
På den ene side står Socialdemokraterne, SF, De Konservative, Radikale Venstre og Enhedslisten. På den anden er det Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og borgerlisten Demokratisk Nyborg. Og selvom Erik Christensens fløj lige nu har 16 af byrådets 25 pladser, kan der blive vendt op og ned på tingene den 19. november.
En meningsmåling fra analysefirmaet Infact den 6. september viste, at det er fuldstændig lige mellem de to fløje, og det kan være ganske få stemmer, der afgør, hvem der snupper borgmesterkæden i Nyborg.
Buch: Løkkes rejsesag kan blive afgørende
TV 2/Fyns politiske redaktør Jesper Buch tør heller ikke spå om udfaldet, men han mener, at sagen om Venstre-formanden Lars Løkkes rejseudgifter, kan blive gift for den lokale kandidat Kenneth Muhs.
- Både DF og Venstre har længe stået stærkt nationalt, hvilket også har skinnet igennem i Nyborg. Her ligner det, ifølge de - dog ikke helt valide - meningsmålinger et kanonvalg til begge partier. Venstre skal dog hurtigst muligt have lukket sagen om Lars Løkkes rejseudgifter, så Kenneth Muhs kan udnytte den stigende popularitet, som partiet har oplevet siden folketingsvalget, siger Jesper Buch, TV 2/Fyns politiske redaktør.
Han mener, at den næste måneds valgkamp kan vise sig altafgørende.
- Det ligner dødt løb i Nyborg, så det kan være ganske få stemmer, der bliver udslagsgivende. Og det er stemmer, der kan hentes ved vælgermøder og debatter. Så der venter hårdt slid forude for alle partierne, siger Buch.
Farvel eller goddag til de små partier?
Selvom valgforbundene sikrer, at det er de færreste stemmer, der går tabt, så bliver det et nervepirrende valg for en lang række af de mindre partier.
Villy Søvndal-effekten er væk, og hvor efterlader det SF? De Konservative skal have sat en stopper for deres tilbagegang, hvis de ikke skal ryge helt ud af byrådet alt imens partier som Enhedslisten, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Demokratisk Nyborg alle kan nå at sikre sig en stol i byrådssalen, hvis den næste måned flasker sig for dem.
Mindst sandsynligt virker det, at det nye parti, Social Balance, med regionsrådspolitikeren Mette Valentin i spidsen, får stemmer nok til et mandat.
Tilbageblik: Tre hårde år afløst af gaveregn
Siden Erik Christensen i 2009 snuppede borgmesterstolen fra Venstres Kaj Refslund, har der været fokus på hård styring af kommunens økonomi. Likviditeten var i 2010 så faretruende lav, at der i de kommende blev sparet hårdt. I Erik Christensens første to år, 2010 og 2011, var det trods besparelser stadig brede budgetforlig, der blev indgået. Politikerne var enige om den hårde kurs.
http://www.tv2fyn.dk/article/319261:Nyborgs-budget-paa-plads
I 2012 stod både Venstre og DF uden for budgetforliget, da der ikke kunne nås enighed om de økonomiske rammer for virksomhederne og indsatsen på daginstitutionsområdet.
http://www.tv2fyn.dk/article/373736:Udvandrede-fra-budget-forhandlinger
Og i budgettet for 2014 blev livremmen så igen løsnet. Gælden er sænket, og et regnskab i balance betød ekstra millioninvesteringer i både ældreområdet, daginstitutioner, ekstra it-udstyr til de yngste skolebørn og anlægsinvesteringer for godt 67 millioner kroner. Alligevel valgte DF ikke at underskrive aftalen, da en halv million kroner adskilte Carsten Kudsk og forligspartierne.
Læs også: Budgetforlig i Nyborg
Ændring af skolestrukturen stjal overskrifterne
Den mest betændte sag i de seneste år var ændringen af skolestrukturen i kommunen. Fra sommeren 2011 lukkede byrådet - uden Venstres opbakning - fem skoler i kommunen. Venstres oplæg lød på lukning af tre skoler, men de har dog ingen planer om at genåbne nogle af skolerne i dag.
Læs også: Fem skoler lukker i Nyborg Kommune
Forældrene var langt fra tilfredse, og specielt uenigheden om, hvorvidt forældrene i Langtved kunne fortsætte med at drive en friskole i de gamle skolelokaler, kom til at fylde i både de lokale aviser og hos TV 2/Fyn. Efter længere tids tovtrækkeri endte Langtved Friskole med at åbne i to pavilloner i udkanten af byen.
http://www.tv2fyn.dk/article/319311?autoplay=1&video_id=44490