En uge efter et overfald på en kvindelig fængselsbetjent i Randers, er det i dag gået galt i Nyborg Fængsel, hvor en mandlig fængselsbetjent blev overfaldet af en banderelateret fange.
Den indsatte ringede på klokken fra sin celle. Da fængselsbetjenten åbnede døren, kastede manden sig uden varsel over fængselsbetjenten, der blev slået hårdt i ansigtet med knytnæve.
Fængselsforbundets formand Kim Østerbye er rystet over overfaldet, som tilsyneladende sker umotiveret.
- Det er stærk bekymrende, at vi nu oplever umotiverede overfald mod vores kollegaer. Det ser ud til, at der opstået en situation, hvor visse grupper blandt de indsatte går målrettet efter personalet, siger han.
Formanden opfordrer derfor Kriminalforsorgen til at sætte kraftigt ind for at imødegå problemet:
- Det skal stoppes her og nu. Det må være et minimumskrav, at vi kan føle os trygge, når vi er på arbejde. En lille forhærdet gruppe af indsatte skal ikke få lov til at ødelægge samarbejdsklimaet for alle andre.