Flyttede fra Nyborg: Efter årelang kamp fik familien hjælp i en anden kommune

Susanne Dahl og Mikael Todbjerg føler sig svigtet af Nyborg Kommune. For på trods af talrige underretninger og opråb fra borgerrådgiver og eksperter kunne de ikke få den hjælp til deres søn, som han havde brug for. Hjælpen kom først, da familien flyttede sønnen til en anden kommune.

Susanne Dahl og Mikael Todbjerg og deres børn er det, man kan kalde en ressourcestærk familie.

Forældrene har gode job og har været stærkt engageret i lokalsamfundet i Nyborg.

Men i dag bor familien på to adresser. I Nyborg og i Lyngby-Taarbæk.

Det skyldes, at Nyborg Kommune sidste år valgte at se bort fra eksperters anbefalinger om at henvise familiens yngste søn til dagbehandling.

Susanne Dahl og Mikael Todbjerg er ikke alene om at have oplevet svigt fra Nyborg Kommune i sager om blandt andet udsatte børn.

I mindst fem år har borgmester Kenneth Muhs (V) vidst, at kommunen ikke levede op til loven på socialområdet. En aktindsigt, som TV 2 Fyn har fået, viser desuden, at borgmesteren mindst ni gange har modtaget henvendelser direkte fra borgere om uacceptabel sagsbehandlingstid. 

Det massive svigt i sagsbehandlingen i Nyborg Kommune blev i sidste uge blotlagt med offentliggørelsen af en rapport fra konsulentfirmaet BDO.  

Susanne Dahl og Mikael Todbjergs søn har haft en svær barndom, hvor han har været præget af atypisk autisme, svær angst, lavt selvværd og andre problemer. En dreng, der føler stærk angst, når han skal være væk fra forældrene. Alligevel foreslog en sagsbehandler på et tidspunkt, at en anbringelse af sønnen kunne være en løsning.

Situationen er de seneste to-tre år blevet gradvist værre, og forældrene har kæmpet hårdt for at passe deres søn og deres arbejde.

Søgte hjælp hos kommunen

I november 2021 tog familien sønnen ud af Rævebakkeskolen i Nyborg på grund af alvorlig mistrivsel. Allerede på det tidspunkt havde forældrene søgt hjælp hos Nyborg Kommune.

Også flere eksperter og fagfolk opfordrede kommunen til at handle. Således blev der i 2022 sendt underretninger fra OUH i marts, april, oktober og december. Samme år blev der sendt to bekymringsbreve og en underretning fra en autismekonsulent, inden en privat socialrådgiver sendte endnu en underretning i december 2022.

Derudover rakte specialenheden VISO under Bolig- og Socialministeriet hånden ud til Nyborg Kommune i oktober sidste år for at stille deres autisme-faglige kompetence inden for området til rådighed.

Et tilbud, som socialafdelingen i kommunen takkede nej til, da Nyborg Kommunes Psykologisk Pædagogiske Rådgivning (PPR) ikke fandt vejledningen relevant.

Det fremgår af en aktindsigt i mailkorrespondancen.

På det tidspunkt var Susanne Dahl og Mikael Todbjerg så bekymrede for deres søns helbred, at de i november 2022 skrev direkte til kommunens socialafdeling, socialdirektør Marianne Stentebjerg og borgmester Kenneth Muhs for at få hjælp til at få sønnen i behandling.

Det skete blandt andet på anbefaling fra kommunens borgerrådgiver.

Ulovlig afgørelse

Efter familiens henvendelse besluttede kommunen den 2. december 2022, at den ikke ville henvise sønnen til dagbehandling i Odense, som familien ønskede, og som flere eksperter anbefalede.

Den afgørelse fejede Ankestyrelsen af bordet i marts i år. Det fremgår af afgørelsen, som TV2 Fyn er i besiddelse af.

I samme afgørelse påtaler Ankenævnet flere eklatante fejl i sagsbehandlingen i Nyborg Kommune. Blandt andet at kommunen har overtrådt serviceloven ved ikke at tilbyde dagbehandling.

”Kommunen ses således at have lagt vægt på forkerte oplysninger, hvorfor denne del af kommunens begrundelse er misvisende”, hedder det i afgørelsen.

For familien var afslaget udslagsgivende for beslutningen om at flytte sønnen til en anden kommune.

I Lyngby-Taarbæk Kommune tog det tre og en halv uge at få en afgørelse om et behandlingsskoletilbud, hvor sønnen går i dag.

Byrådet vidste besked

Sagen blev omtalt for politikerne i Nyborg Byråd den 28. februar i år, hvor Nyborgs borgerrådgiver aflagde sin årsrapport overfor byrådet.

På mødet fortalte socialdemokraten Martin Stenmann resten af byrådet, at familien var på vej til at flytte efter oplevelsen med deres søn. Hverken borgmester Kenneth Muhs eller andre af byrådets politikere kommenterede på sagen på byrådsmødet.

Der var heller ikke andre byrådsmedlemmer, der havde en holdning til, at kommunens borgerrådgiver i sin årsrapport for 2022 kaldte forhold i social- og handicapafdelingen for ”bekymrende” eller ”stærkt bekymrende.”

Det drejer sig blandt andet om manglende overholdelse af sagsfrister, dårlig kommunikation og forældre, der bliver nedslidte af at slås med systemet.

TV2 Fyn ville gerne have haft Susanne Dahl og Michael Todbjerg til at deltage i et åbent interview om sagen, men de oplyser, at de ikke har kræfter til at fortsætte sagen i medierne.

De bekræfter dog, at de oplysninger, som TV2 Fyn bringer, er korrekte.

TV 2 Fyn har forelagt artiklen for Nyborg Kommune, som ikke har nogen bemærkninger til sagen.

Oversigt

    Oversigt