Nyborg skal fortsat være målby, selv om etapeløbet Tour de France er blevet rykket fra 2021 til 2022.
Det glæder Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V), der peger på, at der også kan være fordele ved at vente ét år med den danske Tour-start.
- Ved at flytte Tour-starten til 2022, er man ikke længere i konkurrence med OL og EM, siger Kenneth Muhs til TV 2/Fyn.
- Det vigtigste er, at Tour’en kommer til Nyborg og Danmark. Det gør den 2. juli 2022. Det bliver ikke mindre spektaklulært. Det bliver ikke en mindre begivenhed, forklarer borgmesteren.
Spurter over Storebæltsbroen
Efter den nye plan skal den danske Tour-start foregå fra 1. til 3. juli 2022. Anden etape skal gå fra Roskilde via Storebæltsbroen til Nyborg, hvor rytterne kører i mål.
Selv om der ifølge borgmesteren er fordele ved at rykke den danske Tour-start ét år, vil der være yderligere omkostninger forbundet med udskyldelsen.
Ifølge den danske arrangør, Grand Départ Copenhagen Denmark, medfører udskydelsen ekstraudgifter på 5,8 millioner kroner, som den danske stat og Tour de France-arrangøreren Amaury Sport Organisation i fællesskab dækker.
Koster penge i kommunekassen
Selv om Nyborg-borgmesteren ikke har det fulde overblik over, hvor meget udskydelsen af den danske Tour-start kommer til at koste skatteborgerne, lægger han ikke skjul på, at det også koster penge i kommunekassen på Østfyn.
- For Nyborg Kommune drejer det sig primært om, at vi har én stilling som projektleder under det her. Der skal vi selvfølgelig have vedkommende ansat ét år ekstra, siger Kenneth Muhs.
- Derudover kan der også være andre ting. Det vigtigste for os er, at Tour’en kommer til Nyborg og Danmark, fortæller borgmesteren.
Tour de France køres efter den nye plan i Danmark fra 1. til 3. juli 2022.