Den gamle færgehavn i Nyborg skulle efter planen have haft plads til 2500 lystbåde. Men det vil Kystdirektoratet ikke gå med til. De vil kun give tilladelse til 500 pladser. Det skriver DR Fyn.
- Godkendelsen er desværre værdiløs. Vi har kun fået lov til 500 pladser, og det er der ikke rentabilitet i overhovedet, siger idemanden bag projektet, Peter Poulsen til DR Fyn.
Afslaget sker af hensyn til marsvinene i Storebælt, og det glæder Danmarks Naturfredningsforening, der har protesteret over planerne.
MF'er Erling Bonnesen forstår ikke afslaget.
- Nu spolerer Kystdirektoratet muligheden for endelig at få gjort noget ved den havn. Jeg synes, det er stærkt utilfredsstillende, og jeg vil forsøge at samle et flertal udenom ministeren, så der kan komme gang i byggeriet, siger Venstres fynske folketingsmedlem Erling Bonnesen til TV 2/Fyn.
Det har taget seks år at få en afgørelse i sagen.