Oven på skandale på børneområdet: Dårlig stemning i Nyborg Byråd

Usædvanligt og mangel på tillid. Det vidner om dårligt arbejdsmiljø, siger professor Kurt Klaudi Klausen.

Stemningen i Nyborg Byråd var rigtig dårlig, da socialdemokraten Jan Reimer Christiansen for ti år siden skiftede parti og pegede på Kenneth Muhs som ny borgmester.

Borgmesterkuppet betød blandt andet, at byrådsmedlemmerne fra især Venstre og Socialdemokratiet ikke længere ville spise et stykke smørrebrød sammen efter byrådsmøderne.

Skårene blev klinket, men nu er den gal igen i Nyborg.

Fra byrådsmødet 12. december i år.

Byrådsmødet 12. december i år, der fandt sted i lyset af den stærkt kritiske BDO-rapport på det specialiserede socialområde, der især har belastet Venstres frontfigur Kenneth Muhs og udvalgsformand Anja Kongsdal, var kendetegnet ved, at flere af byrådsmedlemmerne "bed" af hinanden.

Socialdemokraten Sonja Marie Jensen kritiserede borgmesteren for at lade partifæller overtræde forretningsordenen og talte om et elendigt arbejdsmiljø i byrådet, mens Kenneth Muhs omvendt irettesatte socialdemokraten Poul Erik Knudsen for at bruge ordet korrupt.

Ifølge professor i offentlig organisation Kurt Klaudi Klausen fra Syddansk Universitet er en dårlig tone ikke befordrende for samarbejdet i byrådet, der blandt andet står over for at skulle træffe vigtige beslutninger for kommunens økonomi i kølvandet på BDO-rapporten, der peger på, at kommunen har underfinansieret området og skal finde et tocifret millionbeløb.

- Det er usædvanligt, og det er lidt voldsomt, men man ser det nogle gange. Det er tydeligt på de klip, jeg er blevet vist, at de er trætte af hinanden og ikke har tillid til hinanden, taler forbi hinanden, og der derfor er et rigtig dårligt arbejdsmiljø, siger Kurt Klaudi Klausen.

Det var ikke kønt

Både SF's byrådsmedlem Suzette Frovin og 1. viceborgmester Michael Gertsen (K) erkender, at byrådsmødet ikke var noget kønt forløb.

- Det var ikke kønt, men heller ikke typisk, mener Michael Gertsen.

- Der var en ubehagelig stemning. Tonen var meget skarp, siger Suzette Frovin.

Ifølge Kurt Klaudi Klausen er der tale om, at der er en åben konflikt, der smitter af på måden, man taler på, og at man kan tale om gamle lig, der vælter ud af skabene. Men man kunne godt have forestillet sig et byråd, hvor man forhandlede bedre og har en fornuftig dialog, siger Kurt Klaudi Klausen.

Sonja Marie Jensen fra Socialdemokratiet siger til TV 2 Fyn, at hun påtager sig sin del af ansvaret for det dårlige samarbejde - men hun giver borgmesteren ansvaret for det elendige samarbejde i byrådet, hvor hun mener, at borgmesteren kun irettesætter socialdemokraterne, men er ligeglad med hvad Venstres medlemmer siger.

Borgmester Kenneth Muhs skriver til TV2 Fyn, at han opfordrer alle i byrådet til at tale ordentligt med respekt for dialog og debat, og han mener, at det i langt de fleste tilfælde lykkes, men det kræver en indsats fra alle.

Oversigt

    Oversigt